Glæde mig som ... et barn :-) ... til at se denne! Jeg affinder mig aldrig med at blive gammel! Party on dude!
Anmeldelse: Youth
Karaktererne i Paolo Sorrentinos film har det med at sidde godt og grundigt fast i tilværelsen. I "The Consequences of Love" var det en mafialakajs ensformige hoteltilværelse, vi fik indblik i. I Den Oscar-vindende "Den store skønhed" viste Sorrentino os så overklassens tomme overflodstilværelse. Med "Youth" forsætter den italienske instruktør trenden. Her er det den aldrende mesterkomponist Fred Ballinger, der er i fokus. Han sidder dog ikke bare fast: Han er selverklæret apatisk og har ligefrem indstillet sig på, at livet snart lakker mod enden.
Handlingen udspiller sig i de mindst dramatiske omgivelser, man stort set kan forestille sig: et luksuriøst spahotel i de schweiziske alper. Her får Fred (Michael Caine) tiden til at gå med at lave absolut ingenting af betydning. Han får massage, går lange ture med sin filminstruktørven Mick Boyle (Harvey Keitel) og får – når det bliver mest opsigtsvækkende – besøg af dronningens udsending, der forgæves forsøger at få ham til at dirigere en koncert for majestæten.
Det lyder måske gabende kedeligt, men det er det ikke. Dels er den italienske mesterinstruktør god til at supplere de trivielle aktiviteter med underfundige påfund - når Fred går tur, betragter han ikke bare landskabet: Han dirigerer symfonier af køernes brølen og iagttager hotellets buddhistiske munk svæve(!). Og så er dialogen – som det også var tilfældet med "Den store skønhed" – fyldt med tanker om kunst, døden og den forsvundne ungdom. Der er nok at tænke over.
"Youth" besidder i det hele taget mange af de samme kvaliteter, som gjorde "Den store skønhed" så fantastisk. Udover det bagudskuende blik har de to film også surrealistiske drømmesekvenser og en betagende flot billedside med finurlige kameravinkler tilfælles. Særligt det visuelle er værd at fremhæve. Luca Bigazzis billeder er ikke bare æstetisk flotte: De formår på imponerende vis også at få badehotellets øvrige gæster til at ligne åndsforladte flokdyr, der er klar til at blive slagtet.
Selvom lighederne er mange, er "Youth" dog ikke ren "Den store skønhed" om igen. Tonen er mere optimistisk, og kynismen er erstattet af Michael Caines naturlige lune. Desværre er konsekvensen af den tilbagelænede stil, at filmen savner gnist. For med undtagelse af en gæsteoptræden af Jane Fonda som bramfri diva og en scene, hvor en forrygende Rachel Weisz i rollen som Freds grådkvalte datter taler lige ud af posen om fortidens svigt, er man primært overladt til Freds afslappede væremåde.
Med "Den store skønhed" slog italienske Paolo Sorrentino benene væk under mig. Det samme kan jeg ikke helt sige om hans nyeste film. Men selvom ambitionsniveauet måske ikke helt matcher tidligere bedrifter, er "Youth" aldrig mindre end seværdig. Med lune og eftertænksomhed har Sorrentino skabt et tankevækkende værk om det at affinde sig med at blive gammel.