Brugeranmeldelse: A Night at the Opera (1935)
Det er svært ikke næsten at finde den genial sine steder.
Jeg har igennem hele livet, men særligt i barndommen, set mange film med flere af de store og kendte komikere fra 20'erne, 30'erne og frem. Pudsigt nok har jeg dog kun set meget lidt med de fabelagtige Marx Brothers og deres næsten anarkistiske vanvidskomik (i hvert fald heri). Mener faktisk kun jeg har set en film tilbage i ungdommen/barndommen, og hvilken aner jeg ærligt ikke og ellers mest brudstykker. Men nu kom der en film mere til, og den var det værd.
Morskaben er både overraskende frisk, et par steder næsten nutidig – om end måske for politisk ukorrekt for nogen – og så flabet og fræk, at det er svært ikke næsten at finde den genial sine steder. Fra Harpo Marx' juvenile fysiske mimik uden ord til de spydigheder, Groucho Marx nærmest konstant spytter ud i en lind strøm. Måske ikke alle lige vellykket, men med mest på plussiden og så gode, at man får lysten til at gentage og bruge dem.
Historien fortælles måske rigeligt løst – den virker mest som en ramme, hvor komikken kan få lov til at udfolde sig i, og man skal i hvert fald ikke give den for meget tanke (som hvorfor publikum anser en forestilling som en bragende succes, når den stjerne, de kom for at se, får smadret stykket for åbent tæppe, og han skiftes ud med den af Marx Brothers tiltænkte erstatning).
Men uanset, så er "A Night at the Opera" ganske enkelt fremragende underholdning, rig på idéer og ekstremt afvekslende i dens påfund. Jeg er fan!