Trailer: Første trailer til den danske storfilm "Bastarden" med Mads Mikkelsen

Mikkelsen og instruktøren Nikolaj Arcel genforenes godt 10 år efter "En kongelig affære".

Lige godt en måned før biografpremieren har vi omsider fået traileren til "Bastarden" – Nikolaj Arcels historiske danske drama med Mads Mikkelsen i hovedrollen, som for nylig blev udtaget til filmfestivalen i Venedig. Traileren kan ses herunder.

I filmen spiller Mikkelsen den fattige soldat Ludvig Kahlen, som i 1755 ankommer til den golde jyske hede med ét eneste mål: at følge kongens kald om at opdyrke jorden og derved selv opnå rigdom og ære.

Men Kahlen får hurtigt en fjende: Den nådesløse godsejer Frederik de Schinkel (Simon Bennebjerg), som mener, at heden tilhører ham og ikke kongen. Da de Schinkels fæstebonde stikker af sammen med sin hustru, Ann Barbara (Amanda Collin), og søger tilflugt hos Kahlen, sætter godsejeren alt ind for at drive Kahlen væk og samtidig få en grusom hævn.

Se også: Moovy TV: Mads Mikkelsen afslører sin drømmerolle!

Ud over Mikkelsen, Bennebjerg og Collin medvirker bl.a. Gustav Lindh, Morten Hee Andersen, Kristine Kujath Thorp, Søren Malling og Jacob Lohmann i den stjernespækkede film.

"Bastarden" er i øvrigt Arcels første film siden Hollywood-floppet "The Dark Tower" fra 2017. Dén film skrev Arcel manuskriptet til sammen med Anders Thomas Jensen, som også har forfattet drejebogen til "Bastarden".

"Bastarden" får dansk biografpremiere den 5. oktober – godt en måned efter verdenspremieren i Venedig. Se traileren her:

Kommentarer

Første trailer til den danske storfilm "Bastarden" med Mads Mikkelsen

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen