Trailer: "If Beale Street Could Talk": Første teaser til "Moonlight"-instruktørs næste film

Barry Jenkins er tilbage med en filmatisering af James Baldwins 70'er-roman.

Annapurna Pictures har nu løftet sløret for den første teaser-trailer til "If Beale Street Could Talk", der er det næste filmprojekt fra "Moonlight"-instruktøren Barry Jenkins. Filmen er den første fra Jenkins' hånd, siden "Moonlight" overraskende blev hyldet med prisen for bedste film ved Oscar-uddelingen i 2017.

"If Beale Street Could Talk" er en kærlighedshistorie i 1970'ernes Harlem og omhandler kvinden Tish, der i kapløb med tiden skal forsøge at bevise sin forlovedes uskyld. Han sidder i fængsel anklaget for voldtægt, alt imens parret venter deres første barn.

I filmens hovedroller ses KiKi Layne (den kommende sci-fi-thriller "Captive State") som Tish, mens Stephan James ("Race") spiller hendes forlovede, Fonny. Derudover tæller projektets rolleliste navne som Regina King ("American Crime"), Diego Luna ("Rogue One: A Star Wars Story"), Ed Skrein ("Deadpool") og Pedro Pascal ("Narcos").

"If Beale Street Could Talk" er baseret på James Baldwins roman af samme navn fra 1974, og instruktør Jenkins har desuden leveret manuskriptet til filmatiseringen, som Brad Pitts produktionsselskab Plan B Entertainment står bag.

Det er endnu ikke blevet afsløret, hvornår Jenkins' film rammer de danske biografer, men herunder kan du se den første teaser:

Kommentarer

"If Beale Street Could Talk": Første teaser til "Moonlight"-instruktørs næste film

  • ★★★0

    Det er jo svært ikke at se frem til mandens næste film, efter Moonlight. God trailer og virkelig skøn cinematografi. 

    Babo 4-08-18 11:10

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen