Trailer: "The Kid Who Would Be King": Trailer til "Attack the Block"-instruktørs næste film

Engelske Joe Cornish er snart tilbage med ny løjerlig adventurefilm.

20th Century Fox har nu udgivet det første kig på "The Kid Who Would Be King", der er næste filmprojekt fra instruktør og manuskriptforfatter Joe Cornish. Adventurefilmen leverer et helt nyt spin på legenden om sværdet i stenen og byder desuden på populære ansigter som Patrick Stewart og svenske Rebecca Ferguson.

I "The Kid Who Would Be King" falder drengen Alex (Ashbourne Serkis) over det mytiske Excalibur-sværd fra de gamle legender. Situationen fører dog en masse ballade med sig, så Alex må derfor samle både venner og fjender for sammen med hele to udgaver af den legendariske troldmand Merlin (Angus Imrie og Patrick Stewart) at tage kampen op mod Morgana (Rebecca Ferguson) – en ondsindet heks med særdeles skumle planer.

På den store Hollywood-scene har film som "Ant-Man" og "Tintin: Enhjørningens hemmelighed" nydt godt af Cornish' evner som ordsmed, men den engelske filmmager har ikke selv begået en spillefilm siden "Attack the Block" fra 2011. Sci-fi-komedien høstede dog dengang pæne roser og præsenterede omverdenen for nye stjerneskud som John Boyega, der i dag nok er bedst kendt som Finn i Disneys "Star Wars"-film, og Jodie Whittaker, den første kvindelige Doktor i "Doctor Who".

"The Kid Who Would Be King" får dansk premiere 14. marts. Du kan se traileren herunder.

Kommentarer

"The Kid Who Would Be King": Trailer til "Attack the Block"-instruktørs næste film

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen