Anmeldelse: A Prayer Before Dawn

"A Prayer Before Dawn" skildrer bokseren Billy Moores personlige helvedestur ind i et thailandsk fængsel, hvor hvert knytnæveslag gør så nas, at du forlader biografen gul og blå.

Der er sket noget med fængselsfilmen. Godt nok var det ikke let bag betonmurene i klassikere som "En verden udenfor" og "Papillon", men med store venskaber og vendinger omkring liv og død var der noget romantiseret over fængselstilværelsen. Den tid er forbi, og det sidste årti er turen ind bag lukkede døre blevet til en rejse ind i et mørkt, perverteret helvede, der udgøres af vold og afmagt. "Starred Up", Michael Noers "R" og knogleknusende "Brawl in Cell Block 99" har omdannet fængslet til Dantes helvedescirkler. "A Prayer Before Dawn" er endnu en tilføjelse til denne nye tradition.

"A Prayer Before Dawn" er baseret på memoirerne af britiske Billy Moore, der skiftede boksekarrieren ud med en kriminel løbebane i Thailand. Dømt for ulovlig besiddelse af våben og stoffer ender den temperamentsfulde bokser i det berygtede fængsel Bang Kwang, helvedes forgård, hvor hvert sekund bliver et spørgsmål om overlevelse. Med sprogbarriere – og manglende evne til kommunikation – må Billy navigere mellem fængslets hårde indsatte, heroinmisbrug og en kort lunte, der afføder utallige voldsomme episoder. Heldigvis har den unge brite stadigvæk sit boksetalent, og det bliver en mulig udvej til frihed.

Jean-Stéphane Sauvaire har med sin kun anden spillefilm skabt sig et specielt værk. I kombinationen af fængsel- og kampsportsfilm har franskmanden kombineret to hårdtslående verdener, der appellerer til en voldsomt fysisk filmisk indlevelse. "A Prayer Before Dawn" har ikke lange takes og kompliceret koreografi, som efterhånden er blevet varemærket for god action. Tæskene falder tungt og langsomt, hvor hvert knytnæveslag og knæspark mærkes på egen krop. Billy og de andre testosteronfyldte indsatte brøler i flok og imod hinanden, mens positionen som alfahan er livsnødvendig. En magtkamp, der gør, at tilværelsen i de utilgivelige rammer sjældent har føltes mere nærværende.

I rollen som Billy Moore ses 30-årige Joe Cole, og et eller andet sted sidder en caster, som bør få lønforhøjelse. Cole, bedst kendt fra gangsterserien "Peaky Blinders" og det kærlige "Black Mirror"-afsnit "Hang the DJ", leverer en præstation, der utvivlsomt vil blive definerende for hans videre skuespilkarriere. Med en krop hugget i granit magter han den fysiske opgave, mens skuespillerens babyface og blå øjne står i skærende kontrast til Billy Moores utæmmelige vrede. Et temperament, der bag murens vægge bliver hans bedste ven – og værste fjende.

"A Prayer Before Dawn" tilfører ikke fængselsfilmen nye elementer. Filmen kan ikke se sig fri fra klicheer såsom den notoriske voldtægt og en uvedkommende kærlig relation for Billy – og i en overgang taber tempoet pusten, da tumulten bliver for stillestående. Men med konstante nærbilleder af Billys forslåede ansigt og et rigt lydbillede, der giver ringen for ørerne, føles det personlige helvede intimt og kropsligt affektivt. Og som en mindre genistreg har Jean-Stéphane Sauvaire udeladt undertekster fra den thailandske dialog, så vi sammen med Billy føler den tiltagende isolation.

Alene med distribueringen fra det amerikanske vidunderselskab A24, der sætter dagsordenen for den globale indiescene, er der god grund til at kigge efter "A Prayer Before Dawn". I hæsblæsende omgivelser fortælles en personlig historie i et roligt tempo, der giver indblik i et hårdkogt univers, som de færreste kan overleve. Billy Moore slår, sparker og bider fra sig, for blandt primitive mænd har overlevelse sin pris. Det koster blå og gule mærker, og du skal være heldig, hvis du kan gå oprejst fra biografsædet.

"A Prayer Before Dawn" er månedens film i Cinemateket og kan ses i en udvalgt periode.

A Prayer Before Dawn

Kommentarer

A Prayer Before Dawn

  • ★★★0

    Jeg tror det er muligvis den bedste fængselfilm lavet. Den rammer alle de rigtige tangenter og beror ikke mindst på en visuel tilgang, der virkelig fører tilskueren med ned i helvede. Kampene er grimme, rå og realistiske og virker ikke så iscenesat og overkoreograferet. Spot on. 

    Babo12-06-19 22:42

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen