Anmeldelse: After Everything
Smerte rimer stadig på hjerte i femte del af teenage-kærlighedssaga, der springer ud som voksen og følsom.
Idoldyrkelse kammer indimellem helt over. Se bare på Anna Todd. Amerikaneren brød igennem som forfatterinde og blev et globalt fænomen med fanfiction "After"-bøgerne, fordi hun synes, at Harry Styles er lækker. De tre første bøger skrev Todd på sin telefon og de fire bøger udkom på under halvandet år. Filmatiseringerne er sivet ud som en lind strøm siden 2019. Altså én film om året. Men vent. Femte film i serien har ikke sit ophav i Todds litterære univers. "After Everything" er skrevet af skuespillerinde og instruktør Castille Landon, som instruerede de to foregående film i serien. Og tænk sig. Det er der kommet en middelmådig romantisk film ud af. I "After"-kontekst er dét ment som et kæmpe kompliment.
Alt er ellers ved det gamle. "After Everything" tager tråden direkte op fra forgængeren, "After Ever After". Vores umage par, Hardin (Hero Fiennes Tiffin) og Tessa (Josephine Langford) er gået fra hinanden. Hardin er den, der er hårdest ramt efter bruddet. Løsningen er fra start og på klassisk Hardin-vis at drikke sig i hegnet og opføre sig fuldstændigt utilregnligt. Dertil har Hardin skriveblokering. Første bog, "After", blev en kæmpe succes, og opfølgeren lader vente på sig. Ikke alle kan fyre fire bøger ud på halvandet år. Dog vælger Hardin denne gang at se sine dæmoner i øjnene. Det viser sig nemlig, at han også har været en idiot overfor en anden ex-kæreste, Natalie (Mimi Keene), som han tager til Lissabon for at undskylde delingen af en sexvideo. For måske kan alt ende med at blive som før "After".
Der har aldrig været gemt gode film i "After"-filmatiseringerne, der svinger mellem at være grotesk ulidelige og ufrivilligt komiske. At bøger og film er "Fifty Shades" for teenagere kan der være noget om, når Tessa og Hardin tager ud på en eskapistisk dannelsesfortælling om meningen med livet, kærligheden og det at blive voksne. Fluffy som den dagsgammel candyfloss overdrysset med syntetisk kirsebærkoncentralt. Opkastvækkende som fem fingre godt ned i svælget. Når "After Everything" alligevel ikke er lige så gennemgående rædsom fra start til slut som de fire foregående film (ja, jeg har set dem alle), skyldes det måske, at en filmkyndig person har skrevet filmen frit uden at være bundet til forlægget.
Først og fremmest klæder det med fokus. Filmen fortælles ud fra Hardins perspektiv. Modsat "After", "After We Collied", "After We Fell" og "After Ever After", tilføres karaktermæssig dybden og motiverede handlinger, som ikke reducerer vores hovedperson til et impulsivt brushoved. De andre film enten knaldede eller skændtes Hardin og Tessa hele tiden. Når altså ikke de trillede rundt i en overklasseverden og fik alt foræret af deres forældre, og dermed også blev et smådumt nærstudie i ekstrem privilegieblindhed og eskapistisk The American Dream-onani. Hero Finnes Triffin er en talentfuld skuespiller og viser det glimtvis i portrættet af den oprørske knægt, som pludseligt er tvunget til at tage ved lære af sine handlinger. Dele af 2. akt har noget på hjerte og sinde, som springer ud som overraskende eftertænksom og knapt så navlepillende som tidligere, selvom alle stadig har ondt af sig selv.
Helt slipper vi dog ikke for tåbelighederne. Dialogerne er mindre pubertære og indimellem svælger i fornuftige refleksioner, især i samspillet mellem Hero Finnes Triffin, Mimi Keene og Stephen Moyer. Fordi vores fjantede teenagere nu er mere voksne og giftemodne, er det hele også blevet det mere pænt og forsonende. "After Everything" er kærestekedelig og tam, når det komplet hysterisk komiske drama tages ud af ligningen og den ufrivillige underholdningsværdi derfor udebliver. Og hvad er det med Lissabon, som spiller en større rolle end Tessa. Har skaberne bag fået sponsorater til at udklække "After"-franchisen som en reklamefilm til smådrepri engelske rigmandsbørn, der har brug for sol og billige drinks til at dulme livets udfordringer? Svaret er forbigående. Ligesom dramaet er, da alt selvfølgeligt løser sig og ender som det kulørte prinsesseeventyr, man troede hele filmen ville være. Lige præcis som kernepublikummet kan drømme sig hen i, hvilket ikke skal underkendes. Derfor sniger dette sidste kapitel i en mere end tvivlsom saga sig op på en middelkarakter.
"After Everything" er ikke en god film, men den er bedre end de fire andre i "After"-franchisen. Det er også indtil videre den sidste film om Hardin og Tessa meget ordinære og alligevel spektakulære kærlighedsdrama, som dermed afrunder fem års frivillig tvang som anmelder på overraskende hæderlig vis.
"After Everything" har dansk biografpremiere 14. september. Heriblandt i FORMAT Bio. Læs mere her.