Anmeldelse: Moxie (Netflix)

Amy Poehlers "Moxie" er et feministisk ungdomsdrama med store tematikker og sporadisk humor, men Netflix-filmen lider under stereotype karakterer og forudsigeligt plot.

Amy Poehler har efterhånden været et fast indslag på Hollywoods komediescene – som skuespiller, forfatter og ikke mindst Golden Globe-vært. Men i 2019 indfriede hun instruktørdrømmen. "Wine Country" mødte en lunken modtagelse, men nu er hun tilbage i stolen med ungdomsdramaet "Moxie" som revanche. Poehlers produktionsselskab Paper Kites Productions købte rettighederne til forlægget af Jennifer Mathieu tilbage i 2019, og nu skal verden gøre sig klar til at møde den feministiske revolution Moxie.

På East Rockport High School er der en overflod af indædt sexisme. I hvert frikvarter skydes ubehagelige kommentarer afsted af skolens jocks – en af dem spillet modbydeligt af Patrick Schwarzenegger (ja, Arnolds søn!). Lærerne og inspektøren henkaster det til "boys will be boys", og introverte Vivian forsøger derfor at leve under deres radar. Men så indlogeres en ny kvindelig elev på skolen, møder sexismen og væmmes. For første gang ser Vivian nogen sige fra, og det tænder en gnist i hende. Hun skaber det feministiske magasin Moxie, der starter en revolution mod patriarkatet.

Som plottet indikerer, er "Moxie" en ideologisk ladet film. Den bærer feminismen uden på de røde strømper, hvilket der absolut intet er galt med. Med en Eastwood-film forventes der også konservative ideer. Men resultatet ender med at være en historie, hvor størstedelen af karaktererne er stereotyper og handlingen så transparent, at der ingen tvivl hersker om, hvor den vil hen, eller hvad den vil sige. Ungdomsdramaet forsøger at skildre et mikrokosmos på en skole, som så kan generaliseres til verdenssituationen. Sexisme er så indgroet i systemet, at en regulær revolution skal til for at vælte patriarkatet. Men som film bliver det en utroligt forudsigelig opstand.

Dog formår Amy Poehler at bringe lidt nuancer og humor ind i mixet – både i instruktion og skuespil. Poehler har selv påtaget sig rollen som Vivians hjertevarme mor, der i sin egen ungdom kæmpede bravt mod patriarkatet. Inspirationen til Moxie kommer fra hende, men i Vivians radikale transformation mister hun gradvist forbindelsen til virkeligheden. Når Hadley Robinsons Vivian og Poehler står overfor hinanden i en skelsættende konfrontation, dukker der pludselig godt skuespil og nuancerede følelser op til overfladen. Og så er det en lille trøstepræmie, at humoren faktisk fungerer ret godt til tider.

Langt fra alle scener besidder lige så velfortjent patos. Fordi karaktererne mangler personlighed, føles de blot som brikker i en puslespil. Den kvindelige fodboldstjerne er til for at belyse sexismen i idræt. Josephine Langford fra "After" spiller cheerleader og viser, at selv de mest populære piger rammes. Vivians asiatisk-amerikanske bedsteveninde, Claudia, reduceres til en mulighed for at minde Vivian om hendes white privilege, og at feminisme er intersektionel. Disse er uden tvivl alle vigtige tanker, men når tematikker erstatter en fremtrædende personlighed, er det svært at hægte sig på fortællingen.

Poehlers anden film er ikke blot et ungdomsdrama, hvor kærlighed og drenge er omdrejningspunktet. Begge dele fylder og giver Vivian lidt mere dybde. Men "Moxie" er altså et mangfoldigt manifest. Det er et feministisk opråb til unge piger og drenge om, at nok er nok og forandring er muligt. Men det er svært at fange nuancerne og detaljerne, når ordene sløres gennem megafonen. Derfor formår "Moxie" ikke at være det farverige, feministiske portræt, den virkelig ønsker. Til gengæld er det sikkert, at filmen falder i favør hos den yngre Netflix-generation – hvis ikke som revolutionsstarter, så i hvert fald som en aktuel, relaterbar og til tider morsom ungdomsfilm.

Moxie (Netflix)

Kommentarer

Moxie (Netflix)

  • ★★★★2

    Nu har jeg læst en del anmeldelser af Moxie, og jeg er lidt uenig med dem. Den bliver beskrevet som værende en film, der kunne sige meget mere. Men hvorfor skal den det?

    Der er også tit lagt vægt på humoren, men det er ikke en komedie (altså, komediedrama, men den er ikke tænkt som en film, hvor man skal grine højlydt).

    Den er også dybt splittende og fedtet ind i holdninger - læs f.eks. IMDB's anmeldelser.

    Måske er alt det bare en retfærdiggørelse af, at jeg var absolut helt og aldeles vild med filmen. Jo, til tider kan den være lidt forudsigelig, men det gør ikke en dårlig film. Jeg synes, det er en fremragende film.

    9/10 til den.

    Guldager 8-03-21 12:28

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen