Anmeldelse: Cliffort - den store røde hund

Gigantisk hundehvalp er svær andet end at overgive sig til.

Kender du det, når visse genrefilm slet ikke hører til en bestemt højtid, men alligevel sammenfatter alle de værdier, der normalt forbindes med en særlig periode på året? Julefilm-betegnelsen er til evig diskussion som genrefilm, når debatten går på traditioner for filmelskere og hvad der reelt definerer film om hjerternes tid. Selvom der ikke drysses med kunstig sne, kan temaerne stadig være tilpas julede i fejringen af familiens sammenhold og næstekærlighed. Sådan er filmatiseringen af Norman Bridwells populære "Clifford - den store røde hund"-børnebøgerne.   

12-årige Emily Elizabeth er med sin mor flyttet til en ny bydel og privatskole i New York City, hvor den unge pige mobbes af klasses overklasse-finker. Ensomheden og fremmedgjortheden udfordres dog, da hun en dag, ved en række mere eller mindre tilfældige optrin, får fingrene i en lille, rød hundehvalp. Lykken er dog ikke helt gjort, da det viser sig, at hunden Clifford har det med at vokse sig kæmpestor, når den føler sig elsket.

Kattekillinger og hundehvalpe er ærligt talt af et billigt trick som cuteness factors – pelsede dyr landet pastelfarver kan ikke andet end henrykke selv de mest julegnavne typer. "Clifford - den store røde hund" er ikke kun plysbamset lokkemad for de mindste, men en vaskeægte krammer til hele familien.

Ingen tvivl om, at nyere britiske børnefilm med animerede kæledyr er kigget i sømmene, især "Paddington 2" og "Peter Kanin". Selvom "Clifford - den store røde hund" foregår i New York, holdes tonen i nogenlunde samme skæve og charmerende stil. Jovist, sekvenser rullet sammen i fald-på-røven-komik og klovnet overspil udgør rosinen pølseenden, når karrusellen af børnevenlig fnis og fjol flyver afsted i et 4. overgear. Udviklingsrejsen for Emily har bestemt sine udfordringer, når umotiverede løsninger opstår ud af temmeligt ulogiske slutninger. En tweens indre følelsesliv på film behøver nu heller ikke at være en matematisk  lommepsykologisk opvisning for at følelserne i fortællingen kan genkendes. Uanset om man er voksen eller barn. 

Dyr som ånder eller fabler har siden tidernes morgen haft en funktion i menneskets bevidsthedsskabende selvfortælling, der oplærende fortælles igen og igen. Og hvilken bedre guide til at lede én på rette veje, end en hundehvalp som på ingen måde er til at overse? Når elefanten i hjørnet påpeges som et manifesteret fantasifoster, der kluntet samler familie, nabolag og skolekammeraterne er det et velment opråb om at stoppe op for rødt og give sig selv tid til at lytte, forstå og rumme forskelligheder. Ja, det er banalt, og animationerne sidder sjældent lige i øjet; men "Clifford - den store røde hund" bjæffer sig ind i en universel forståelsesramme alle aldre forstår og vil kunne tale om efter biografturen. Selvom der ikke er meget bjældeklang over storbysommer i The Big Apple, rammes en uskyldig oprigtighed i den ensomme piges trang for at blive set gennem en gigantisk kærlig hund. Nok væltes alt i akavede og udadreagerende impulser, men bag et klodsede ydre banker behovet for omsorg. Og hvilket budskab, den søde tid taget in mente.

 

"Clifford - den store røde hund" er svær andet end at overgive sig til. Elskelig og sød, og helt igennem banal, går familiefilmen lige i hjertet som årets nok bedste julefilm, uden egentlig at være netop dét.

Cliffort - den store røde hund

Kommentarer

Cliffort - den store røde hund

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen