Anmeldelse: Don't Worry, He Won't Get Far on Foot

Håndbremsen slippes aldrig på kørestolen, og så kommer man aldrig langt. Hverken til fods eller ned i lommepsykologiens afkroge.

Politisk korrekthed, nypuritanisme eller krænkelse af ytringsfrihed – kært barn har mange navne. Italesættelse af hvad der må omtales, debatteres eller gøres grin med har gjort sit indtog på en ellers frisindet dagligdagsretorik. Ikke mindst hvilket ansvar og konsekvenser der er i ytringsfrihedens navn, hvilket bruges og misbruges både politisk og satirisk. Interessant er det derfor i den kontekst, at selvbiografien af den bramfri tegner John Callahan nu er blevet filmatiseret til en Gus Van Sant'sk opvisning af anstrengende lommepsykologi.

"Don't Worry, He Won't Get Far on Foot", som både bog og film hedder, giver sig i kast med den tragiske fortælling om den dybt alkoholiserede Callahan (Joaquin Phoenix). Efter en bilulykke ender han i kørestol, lammet fra hovedet og ned – med kun delvis førlighed i sine arme. Dette kaster Callahan ud i en sej kamp med en selvmedlidenhed, der kun forstærkes af hans misbrug. Da den nedbrudte mand begynder i behandling for sit alkoholproblem, bliver dette en vej ud af de personlige problemer. Samtidig med at han tegner mere eller mindre grænseoverskridende striber, hvor handikappede, overvægtige, dværge og Callahan selv udstilles på det groveste.

John Callahan som satiriker er interessant, fordi ingen køer var hellige. Humoren gik lang over enhver grænse for det moralske tilladte, hvilket naturligvis gjorde den afdøde amerikaner enormt kontroversiel som en mørkere udgave af Gary Larson. John Callahan som menneske er ikke specielt interessant, i hvert fald ikke i hænderne på Gus Van Sant. Omdrejningspunktet bliver dannelsesrejsen fra drukkenbolt i kørestol til anerkendt tegner, hvor den amerikanske drøm opfyldes gennem tilgivelse, selvransagelse og erkendelse af eget potentiale.

Jovist, symbolikken trækkes henover følelsernes smertelige landskab, indhyllet i snot og tårer af altid intense Phoenix, der gennemgår sorgbehandlingens faser. Jack Black og Jonah Hill som henholdsvis tilgiver og åndelig vejleder går solidt i spænd med Van Sants projekt som tåreperser. Ikke at filmen nogensinde giver en klump i halsen eller ender som den forløsende tudetur mellem Robin Williams og Matt Damon i "Good Will Hunting" – til trods for de gode præstationer.

Fortællingen og personportrætterne er for forcerede og harmonerer ikke kraftfuldt nok til at ende på samme niveau af accept og nyorientering, som den John Callahan oplevede gennem sin grovkornet satire. Navnligt fordi "Don't Worry, He Won't Get Far on Foot" kun henkastet kommer ind på tegningerne og sjældent ud i, hvorfor humor i sig selv kan blive en vej ud af traumer. Gus Van Sant skuffer gevaldigt. Med blandt andet Shakespeare-omskrivningen "My Own Private Idaho" og det Guldpalme-vindende skoleskyder-drama "Elephant" in mente bør der være masser af kød på for den 66-årige instruktør. Håndbremsen slippes aldrig på kørestolen, og så kommer man aldrig langt. Hverken til fods eller ned i menneskesindets afkroge.

"Don't Worry, He Won't Get Far on Foot" er Gus Van Sant, når han er mest tam. Et indie-drama med en så stærk besætning, et så sammensat og fandenivoldsk menneske som John Callahan og ikke mindst i forhold til italesættelse af psykologiske problemstillinger og nødvendigheden af satire drukner i langdistance rygcrawl i lunken sødsuppe. Hvad der kunne være endt tankevækkende og ruskende ender som en langgaber, der kradser ligegyldigt i overfladen.