Anmeldelse: Familiefesten

Cédric Kahns familiedrama byder på god humor og karakterer, man kan relatere sig til.

Siden debutspillefilm "Overseas" fra 1990 har franske Cédric Kahn begået sig som både skuespiller og instruktør. En karriere, der har bragt prisnomineringer på Cannes Film Festival, San Sebastian International Film Festival og i Berlin, hvor franskmanden senest var nomineret til Berlins Guldbjørn for filmen "La priére" i 2018. Nu er der nyt fra Kahn i form af "Familiefesten". Og selvom franskmanden ikke just lever op til sit festivalomdømme denne gang, er Kahns 15. film alligevel fin underholdning.

Den gamle husmor Andrea (Catherine Deneuve) fylder 70 år, hvilket fødselaren vil fejre med sin familie. Som hun selv siger det: "I dag er det min fødselsdag, og jeg vil kun tale om gode ting". Festen starter godt. Men da hendes utilregnelige datter, Claire (Emmanuelle Bercot), der har været forsvundet i tre år, dukker uanmeldt op, forvandles fødselsdagen til en dramatisk og ubehagelig begivenhed.

For den oplyste biografgænger minder præmissen om Thomas Vinterbergs "Festen", hvor der ligeledes skulle fejres familiefødselsdag, hvilket som bekendt også medførte dramatiske konsekvenser. "Familiefesten" sigter ikke efter de tabuer eller mørke temaer set i Vinterbergs film. Men det behøver den heller ikke, da Cédric Kahns familiedrama byder på god humor og karakterer, man kan relatere sig til.

Karaktererne føles genkendelige, og som var de ens egne familiemedlemmer. Fra Claires bror Vincent (Cédric Kahn), der vogter over sine søskende, til den kunstneriske og gakkede Romain (Vincent Macaigne). Med god plads til gakkede situationer, såsom Vincents forsøg på at forvandle fødselsdagen til en dokumentar, hvilket ikke falder i god jord hos enkelte familiemedlemmer. Sammen med gode præstationer fra resten af skuespillerbesætningen gør dette, at filmens sjove sekvenser rammer plet, som fødselsdagen skrider frem.

Dramaet er til gengæld der, hvor festlighederne halter. For det meste er dramaet veludført og suger effektivt den gode stemning ud af rummet. Men andre gange føles det som drama for dramas skyld. Som da Romains yngre kæreste ud af det blå vil slå op, blot for at ombestemme sig ti minutter senere. Det virker til tider søgt. Og selvom Claire baner vejen til et godt klimaks, står hendes fortid op til festen uforløst. Som om, at Kahn ikke helt har vidst, hvad han skulle gøre med den mentalt forstyrrede datter.

Selvom fortællingen ikke altid virker, er "Familiefesten" alligevel en værdig oplevelse med god humor, karakterer, man kan relatere til, og godt skuespil tilsat enkelte øjeblikke med effektiv pondus. Cédric Kahns film er bestemt ikke fejlfri, men familiedramaet rammer stadig overvejende plet med dette portræt af en konfliktfyldt familie, der alligevel elsker hinanden – uanset hvilket kvaler det medfører.