Anmeldelse: Flummerne

"Flummerne" er ufarlig, velproduceret og følger de gængse formler efter alle kunstens regler.

Nu hvor Disney lader til at satse mere og mere på hjemmeskærmen, og de andre store animationsstudier har travlt med at komme sig post-corona, så må biograferne her til sommer satse på de mindre titler. Således hedder familieunderholdningen i sommerferien titler som "100% ulv", "Operation Nordpolen – Tjep på sneeventyr" eller den premiereaktuelle "Flummerne".

Med "Flummerne" har man begået en på overfladen temmelig bizar historie om en gruppe uddøde væsner kaldet Flummere (en slags splejsning af hamstere og en donut), der rejser via en tidsrejseblomst til nutidens Shanghai og skaber al slags rav i den. Der går dog ikke mange minutter, før man hurtigt mærker, at skønt dette er en original historie uden bogforlæg, tegneserie eller film-franchise i sigte, så bevæger vi os på utrolig velkendt grund. Hovedrollerne er et Flummer-søskendepar, der er outsidere og altid kommer til at ødelægge alting (særligt på grund af den overenergiske søster). Men trods bortvisning af deres artsfæller, så ender de alligevel med at redde det hele og bevise, at det jo som regel er særlingene, der er de sande helte.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på "Ups! Hvor er arken?", en anden film lavet uden for Hollywood om uddøde arter og en gruppe outsidere, der skal bevise deres værd – en fortsættelse til den film er i øvrigt lige på trapperne i de danske biografer. Men okay, den dybe tallerken behøves ikke at genopfindes hver gang, og takket være en nogenlunde lind strøm af skøre påfund og sjove replikker (forfatterne og instruktøren står blandt andet bag "The Simpsons Movie") er underholdningen i hvert fald sikret det meste af tiden. De allermindste vil måske have lidt svært ved at følge med tidsrejseplottet og nogle af de kvikke bemærkninger, men hos de lidt ældre børn vil den slags nok være lige sagen.

"Flummerne" er velproduceret animation, der har kigget de store studier over skuldrene og nu ser sit snit til at snuppe de faste pladser i repertoiret – i hvert fald så længe biografindustrien befinder sig i Limboland. Det er forståeligt og dem vel undt. Herfra skal i hvert fald lyde et bifald for ikke at droppe biograferne, men insistere på at holde denne del af filmkulturen i hævd (ja, ja, selvfølgelig gør de det ikke af rent ideologiske grunde og for deres blå øjnes skyld, men alligevel…).

"Flummerne" er i det hele taget en af den slags familiefilm, der volder mig flest problemer, når jeg skal anmelde dem. Den er ufarlig, den er velproduceret, den følger de gængse formler efter alle kunstens regler, og der er i det hele taget ikke mange alvorlige fingre at sætte på den – ud over at den føles som noget, der er set en masse gange før, og at filmen er glemt, så snart den er slut.

Som børneunderholdning er "Flummerne" slet ikke et tosset valg, hvis man vil have poderne med i biografen. Undertegnede kunne alligevel godt have ønsket sig noget mere solidt tankegods, især hvis de voksne også skal være med.

Flummerne