Anmeldelse: Happy Ending
Blandingen af komedie og drama fungerer i Hella Joofs "Happy Ending".
Film, der omhandler det ældre segment, er ikke i høj kurs i den danske filmindustri. Et af de nyeste eksempler er Michael Noers "Nøgle hus spejl" fra 2015. Samme år kom også "All Inclusive", der omhandlede den ældre og den yngre generation – men med fokus på ældre kvinder. Sidstnævnte blev instrueret af Hella Joof, der nu er tilbage med endnu en film om generationen over 70 år. Det er der kommet en fin, lille film ud af, der indkapsler de positive og negative elementer fra den danske filmindustri.
Helle og Peter har været sammen og gift i en menneskealder. Hun går og glæder sig til, at han skal til at gå på pension, så de kan nyde livets efterår sammen. Men husbonden har andre planer. Peter har investeret parrets opsparing i en vingård i Frankrig og vil til at være importør. Virkeligheden dukker op til overfladen for det ældre par, og en skilsmisse er under optræk. Helle er den mest afvisende, men måske er det lige præcis det, der skal til for at gøre hendes tilværelse mere spændende – blandt andet da hun møder den yngre Trine.
Instruktør Joof har igennem sin instruktørkarriere fokuseret på flere forskellige aldersgrupper. De unge i "Se min kjole", de midaldrende i "Oh Happy Day" og nu det ældre i "Happy Ending". Alle hendes film har fokuseret på de præcis samme tematikker ud i kærlighed, ensomhed og livsforandring. Når man derfor kigger nærmere på en film som denne, hvorfor er det så præcist, at den er målrettet et ældre publikum?
Forandring – eller disruption, som hendes livscoach-bøger benævner det – er et vigtigt emne for Joof. For hvad sker der, når man rykker rundt på og fornyer sin tilværelse? Netop i "Happy Ending" portrætteres den ældre generation ud i, at man sagtens kan stå i et andet hjørne af sit liv end det, man har stået i det meste af sit liv – selvom de 70 år er ramt. Det handler om, hvordan man kommer derover. Rejsen derhen er i filmen grangiveligt ikke altid troværdig. For det meste fungerer det dog, og skuespillerne giver alle deres bud på hvordan.
Blandingen af komedie og drama fungerer i "Happy Ending". En kombination, der ellers er problematisk i dansk sammenhæng. Heriblandt Susanne Biers "Den skaldede frisør", der blev solgt som en romantisk komedie, men var mere et romantisk drama, og Paprika Steens julefilm, "Den tid på året", der blander komik og drama på et tvivlsomt niveau. Hella Joof lykkes med begge elementer. Skønhedsfejl findes her og der, men det er overordnet set en folkekomedie med dramatiske undertoner, og det virker. Dette underbygges især af filmens slutning; en rørende og troværdig samtale mellem to aldrende mennesker, der elsker hinanden.
"Happy Ending" kan sagtens appellere til både det ældre og det yngre publikum. Begge segmenter vil kunne få noget ud af tematikkerne i filmen. En sød og rørende historie om fornyelse og forandring med troværdigt skuespil over hele linjen. Selvom Hella Joof ikke kan holde sig fra lidt falden på halen-komik, virker det ikke malplaceret, hvor skillelinjen mellem komikken og dramaet fungerer. Biograferne bugner af film her i julen, og "Happy Ending" er et rigtig godt bud til en biotur for både mor og mormor.