Anmeldelse: Hotel Mumbai

Dødens hotel belønner med spænding og intensitet.

26. november 2008 er næppe en dato, Indien vil glemme. På denne dag startede en bølge med hele tolv terrorangreb i Mumbai – fordelt over fire dage og udført af ti terrorister fra den islamiske terrorgruppe Lashkar-e-Taiba. Da skyderier og bombeangreb var overstået, havde 174 personer mistet livet, heriblandt ni af de ti gerningsmænd. Disse dage er baggrunden for Anthony Maras' debutfilm, "Hotel Mumbai". En brutal og medrivende film.

Hovedsageligt foregår filmen i Taj Mahal Palace Hotel, hvor vi følger den indiske tjener Arjun (Dev Patel) møde ind på arbejde, hvor der gøres klar til den helt store privatfest. På hotellet er også ægteparret David og Zahra (Armie Hammer og Nazanin Boniadi), der sammen med deres nyfødte datter og barnepige er på ferie. Alt er fryd og gammen. Da terroristerne ankommer midt på aftenen med målet om at slå alt og alle ihjel, udvikler de næste dage sig til et sandt mareridt.

Her er ingen glorificeret vold, ingen Hollywood-actionsekvenser, og enkelte klichéer vendes på hovedet. Dette er et realistisk portræt, hvor man føler ethvert skud, der løsnes – ethvert drab og ethvert lig er ubehagelige syn. Kaosset er fremstillet på glimrende vis, hjulpet godt på vej af fremragende skuespil. Ikke alene fra Patel og Hammer, men fra hele castet. Alle får deres øjeblikke i krydsilden i selskab med uhyggeligt nådesløse terrorister, der koldt og kynisk dræber hvem end, de får øje på.

Dette er en barsk film, der til tider læner sig op ad gysergenren. Det realistiske portræt gør, at publikum vil føle den samme frygt som vores hovedpersoner, mens kanten af sædet ofte siddes til. Til trods for at handlingen hovedsageligt foregår på Taj Mahal Palace Hotel, bliver "Hotel Mumbai" aldrig ensformig, da instruktør Maras holder mareridtet varieret ved at forstå, hvor meget der kan vises af grusomhederne, og hvornår aftrækkeren ikke skal holdes i bund. Generelt undgås klichéerne, hvilket kun gør terroren endnu mere medrivende. Produktionen kan måske beskyldes for at udnytte en tragisk begivenhed. Kan der laves film om andre lignende angreb, må man vel også om 26/11.

De intense sekvenser afløses dog til tider af enkelte humoristiske sekvenser. Biografgængerne får lov til trække vejret, og troværdigheden af, at karaktererne er mennesker af kød og blod, forstærkes. "Hotel Mumbai" er virkelighed. Her kommer ingen John McClane til undsætning, og forhastede beslutninger kan afgøre liv og død. Eneste minus er filmens første akt, hvor fortællingens tone er en anelse forvirrende. Eksempelvis ved første angreb, hvorefter der klippes direkte til "Downton Abbey"-agtig humor blandt køkkenpersonalet. Heldigvis falder forvirringen i baggrunden, da terroristerne indtager hotellet.

Dét koster en stjerne. Men der må ikke herske tvivl om, at "Hotel Mumbai" er et grusomt mareridt, der skal opleves. Pulsen kommer jævnligt på overarbejde – i en til tider ubehagelig oplevelse. Men jeg kan love for, at dødens hotel belønner med spænding og intensitet i mængder, der sjældent ellers ses.

Hotel Mumbai