Anmeldelse: I Still Believe

"I Still Believe" er én af de sjældne fascinerende film, som redefinerer termen "bundniveau".

Visse film hører visse markeder til. Dem, hvor eksistensgrundlaget kun kan berettiges af et helt særligt publikum, der ukritisk æder lort råt, spejler sig i overfladen fra det flydende indhold fra utætte septiktanke og som med åbne øjne kaster sig i ubegribelige dybder af endnu mere afføring. "I Still Believe" er én af disse film, som utvivlsomt har sit begejstrede følge i det hvideste hjørne af Bibelbæltet i Guds eget land. For ikke-fanatisk troende kristne over 20 år – eller andre trosretninger eller mangel på samme i resten af verden – er her tale om et dommedags-clusterfuck, hvor troen på, at Donald Trump tager en periode mere som præsident, er det eneste, som består ved rulleteksterne.

"En kærlighed kan forandre dit liv. Et liv kan forandre verden. Fra skaberne af 'I Can Only Imagine' kommer en inspirerende og uforglemmelig kærlighedshistorie baseret på den virkelige historie om den Grammy-nominerede musikstjerne Jeremy Camp. Det musiske drama følger den unge Camps rejse med tab og kærlighed og beviser, at der – midt i al elendighed – altid kan findes håb og mirakler." Sådan lyder handlingsresuméet i pressemeddelelsen. På én og samme tid substansløst og helt sigende for, hvad "I Still Believe" er for en kaliber.

For der skydes med skarpt i Jesu navn, når de berygtede Erwin-brødre slår korsets tegn over to timers kristen propaganda. Fortællingen om, hvordan guitarhelten Jeremy Camp gennem sin lidelseshistorie genopstår og gør, hvad han er sat i verden for: At få masserne til at lytte til Guds ord gennem sin vederstyggelige musik. Fordi God wills it. Som en skæbnefortælling i en überkristen parallelverden. Hvor Camps første kone døde af kræft i en alder af 21 år, og den gæve musiker mister troen og genvinder den igen som millionsælgende musiker i Bibelbæltet. For hvad er vigtigere end at udbrede det gode budskab?

Spørgsmålet om, hvorfor filmen overhovedet udsendes i de danske biografer, synes dog som et vigtigere spørgsmål. "I Still Believe" er frelst følelsesporno, der stimulerer tarmens lukkemuskler på snedig vis. Erwin-brødrene indtjente med "I Can Only Imagine" fra 2018, der også handler om en populær kristen sanger, hele 86 millioner dollars mod et budget på 7 millioner. Derfor kan ingen fortænke dem i at trække på samme koncept og hive mønt hjem til kirkebøsse. Det ko(s)miske miks af påfaldende elendigt skrevet teen romance, sick flick-dramatik, selvhævdende biopic og højstemt hyldest til Guds velsignelse er imidlertid så stigmatisk bizart, at grænsen mellem at kigge væk i afsky og grotesk fascination opløses. Også selvom KJ Apa, den smækre newzealænder fra Netflix-serien "Riverdale" og "A Dog's Purpose", et andet bidrag til den her sære bølge af kristen propaganda forklædt som genrefilm, gør det guddommeligt inspirerende i hovedrollen.

"I Still Believe" er med andre ord i en liga for sig. Man må give filmen, at den virkeligt tror på det. Og halleluja for det. Så meget, at blinde vinkler ikke bemærkes. Oplevelsen gøres imidlertid ikke mindre komisk af, at filmens indre logik overhovedet ikke hænger sammen. Og dog, da den er fortalt af og til stærkt religiøse amerikanere. For den type retorik giver muligvis mening, når tro eller ideologi skal retfærdiggøres. Men i et filmisk narrativ er der andre regler. Handlinger og motiver skal begrundes, underbygges, nørkles sammen med andet, end at skæbne i Guds hænder i sig selv er filmens afmonterende fremdrift. Ikke kun som tema, men fortælleteknisk. Det er to forskellige værktøjskasser med forskellig logik. Tro versus håndgribeligt filmsprog. Paradokset er tankevækkende som meta-aspekt. Som det eneste oprigtigt interessante ved en produktion, der sætter sig på tronen som sommerens absolut mest absurde biograffilm.

Vejen mellem Himlen og Helvedet føles kortere end nogensinde med "I Still Believe". Det er svært at beskrive de modstridende følelser af afsky og henrykkelse, når en film er så dårlig, at den er god. For Erwin-brødrenes nyeste kristne propagandafilm er løssluppen ufrivillig komik på et niveau, der er svært at begribe bliver udsendt i andre biografer end i Husets Biograf som del af deres "Bad Movie Club"-program. Derfor er det også fristende at anbefale "I Still Believe" af de helt forkerte årsager, mens det gøres klart, at her altså er tale om én af de sjældne, fascinerende film, som redefinerer termen "bundniveau".

I Still Believe

Kommentarer

I Still Believe

  • ★★★★0

    Den lyder fantastisk! Er lige røget på min must-see liste!

    David Lund16-07-20 09:21

  • ★★0

    Britt Robertson til gengæld... jeg ku' godt.

    Essal16-07-20 12:18

  • ★★★★0

    Jeg har lige enkelt spørgsmål omkring "A Dogs Purpose". :)

    Jeg er med på, at den qua sit reinkarnations-plot har religiøse over og undertoner. Jeg ser det dog mest som værende i tråd med buddhisme men stadig ikke som en religiøs propaganda-film. 

    Så hvordan/på hvilken måde er "A Dogs Purpose" en kristen propaganda-film?

    NightHawk17-07-20 14:20

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen