Anmeldelse: I krig
"I krig" er klassisk fransk socialrealisme, der både føles relevant og vedkommende – og så har filmen noget overraskende en slutning, der kandiderer til årets WTF-øjeblik.
Socialrealisme har stærke rødder i fransk film. At skildre arbejderklassens trænge levevilkår har ligget mange filmskabere hjertet nær. I moderne fransk filmhistorie har især de belgiske-franske film af Dardennes-brødrene haft en væsentlig betydning for den stolte tradition. En værdig arvtager til de aldrende brødre kunne sagtens være Stéphane Brizé, der henover det sidste årti har positioneret sig som én af genrens mest effektive formidlere. Senest var instruktøren aktuel herhjemme med "Markedets lov" fra 2016, og nu vender han tilbage med det slagfærdige strejke-drama "I krig".
Store fabrikker lukker på stribe, og på arbejdspladsen, hvor Laurent Amédéo (Vincent Lindon) er ansat, betyder det, at 1100 franskmænd pludseligt står uden job. Forinden lukningen havde firmaet lovet de ansatte, at nedlukningen ikke vil ramme deres fabrik – men da virkeligheden slår til, tages alle kneb i brug for at forhindre arbejdsløsheden. Laurent bliver talsmand for sine kolleger, der nedlægger alle opgaver i protest for at få firmaets tyske chef i dialog. I fællesskab må der for deres rettigheder strejkes, demonstreres og kæmpes for at dette kan lykkes – en kamp, der synes mere umulig end overskuelig.
Til at portrættere rollen som Laurent Amédéo har Stéphane Brizé igen allieret sig med den franske sværvægter Vincent Lindon. Sammen lavede duoen også "Markedets lov", der indbragte Lindon en pris som bedste skuespiller i Cannes, og her bringer han igen sin karismatiske røst med sig. I rollen som Laurent fremstår den 59-årige franskmand som den fødte leder, der tager kampen op og fører an, når krigen mod kapitalismens grådige system skal stå. Med store armbevægelser er vi med, når Laurent sidder til topmøder med chefer, og når han udtaler sig til pressen, hvor der ihærdigt diskuteres arbejdsløshedsstatistikker og løftebrud. Samtaler, der i den grad løftes af Vincent Lindons autoritetstro præstation.
Det kræver en vis frankofil at mene, at fransk fabriksdrama og tung fagforeningssnak lyder som årets mest seværdige film. Men med "I krig" formår Stéphane Brizé og Vincent Lindon at servere en troværdig omgang arbejderkamp. Helt modsat en film som Adam McKays "The Big Short", der brugte kække fortællegreb og ligefrem gjorde finanskrisen sexet, sværges der her til den kyniske virkelighed, socialrealismen foreskriver.
Den franske instruktør kan dog ikke se sig fri for at puste til ilden, når det gælder dramatisering af fabriksarbejdernes ulige kamp. I flere omgange udnyttes de filmiske virkemidler for fuld skrald, når billederne tilsættes pulserende lydside, der varsler kampråb og vagt i gevær. Et virkemiddel, der fremstår malplaceret og ude af trit med virkeligheden, og som var musikken skabt til en anden film. Når lønspecifikationer og jobsikkerhed bliver en tand for kedeligt, skrues der også op for melodramaet. Det er ærgerligt, for en stram fortælling om tillidsbrud og arbejdsmarkedets urimelige odds tilsidesættes for fransk fnidder-fnadder.
Hvis fransk socialrealisme aktiverer alle alarmknapper, er "I krig" dog et godt sted at starte. Stéphane Brizés arbejderdrama er godt skruet sammen, til trods for at det kammer over i flere scener, mens Vincent Lindon demonstrerer, hvorfor han er én af Frankrigs største skuespillere. Desværre afslutter filmen med et punktum, der er så søgt og komplet tragikomisk, at det må være en oplagt kandidat til årets største what the fuck-øjeblik. Hvis ny viden om lønstrukturer og arbejdsvilkår ikke er nok til at blive hængende – det er faktisk ret spændende! – så er der da i hvert fald dén oplevelse i vente.