Anmeldelse: Idioten
De svageste hvisken får en stemme i Kasper Rune Larsens opråb fra samfundets bund.
Opråbet fra bunden af de danske sociale lag er endeligt nået Politiken-segmentet. Der er nemlig en tid før og efter "Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet". Glenn Bechs rasende manifest om klassekampen i det udadtil klasseløse samfund. Den har sneget sig ind på kakkelbordet, opslået ved siden af det bedre selskabs caffe latte brygget på økologisk græsmælk, mens debatten er taget op igen. "Idioten" hælder mere benzin på bålet.
Tobias (Jacob Skyggebjerg) skal være far. Sammen med sin kommende kone Cille (Sarah Juel Werner) bor han i et faldefærdigt lejet rækkehus ude på landet. Kommunen har sendt Tobias i aktivering på et skuespillerhold på en daghøjskole, som har givet ham håb om endeligt at være god til noget. At få anerkendelsen fra familie og venner, selvom ingen er imponeret over Tobias. Formålet fra kommunens side at gøre ham arbejdsdygtig og til gavn til samfundet. Da Tobias undrende modsætter sig kommunens metode, sættes stolen mod døren og parrets egnethed som forældre mistænkeliggøres, og drømmen om en kernefamilie udvikler sig til et mareridt.
Afsættet for instruktør Kasper Rune Larsen var Mette Frederiksens udsagn fra 2020 om at være børnenes statsminister. Underforstået, at flere børn skulle fjernes fra deres forældre, ud fra statens præmisser om, hvad der er rigtigt og forkert. Alt imens de menneskelige omkostninger skubbes ind under gulvtæppet, som når underklasseforældre som Tobias og Cille køres over af systembussen og sættes placeres i dehumaniserende kassetænkning, før de overhovedet har fået en chance. For de står overfor en kamp, hvor intet kan vindes og alt kan tabes.
"Idioten" efterlader en tom følelse af indignation og trangen til at slå hårdt i bordet. Men nytteløst er det for Tobias og Cille, der allerede har opgivet at tage kampen op mod kommunen i fordansket køkkenvaskrealisme. som Ken Loach eller Mike Leigh havde en finger med i spillet. Inspirationen fra de britiske instruktører er bestemt til at føle på, når Kasper Rune kryber ind bag øjnene på Tobias – underbygget af en stærk præstation af Jacob Skyggebjerg – og stikker til retfærdighedsfølelsen. Og som i Chloé Zhaos "The Rider" og "Nomadland" indfanges en række eksistenser uden skuespillererfaring i persongalleriet og skærper autenticiteten. Nok spiller vores hovedperson på alle "vi kender godt tabertypen"-fordommene, men for at skildre og fatte sympati for mennesket bag. Og det miljø, der for den kommende lille familie er svær at arbejde sig ud af, med underspillede Sarah Juel Werner stående forsagt til at underbygge den modløshed.
Når Tobias fremstilles som lidt af en idiot, der ikke tager ansvar for sit liv, skal det ses i kontrasten. I en samtid, hvor omdrejningspunktet i offentlige samtale er effektivisering og samfundsansvar. Hvor systembrydere som Tobias og Cille, med hver deres brogede baggrunde, tabes undervejs. De svageste hvisken får en stemme i Kasper Runes opråb fra samfundets bund, der forstår sine karakterer fra sin egen opvækst i provinsen. Den erfaring kan muligvis beskyldes som romantiserende og at filmskaberen ikke er i stand til at forholde sig objektivt til det samfundslag. Formidlingen af den indsigt sidder imidlertid lige i øjet, og det vil være svært ikke at gnide dér en ekstra gang i biografmørket.
Kasper Rune Larsens underklassedrama er ikke kun et effektivt filmkunst, men et vigtigt vidnesbyrd. Det er også en opråb om fokus på hvordan udsatte borgere trynes af et system, der ikke tager hensyn til andet end paragrafferne, og som er med til at ødelægge velfærdssystemet indefra.
"Idioten" har dansk biografpremiere 31. august.