Anmeldelse: If Beale Street Could Talk

Regina King er fuldt fortjent favorit til årets Oscar for bedste kvindelige birolle.

Hvor meget vil man gøre for kærligheden? To mennesker mødes, bliver forelsket, gift, får børn og lever livet sammen, til døden dem skiller. Sådan er opskriften ofte. Men livet er ikke bare lutter lagkage, og at finde sig til rette i tilværelsen kan være et helvede – hvis ikke det bliver som forventet. I den åndelige efterfølger til Oscar-vinderen "Moonlight" har instruktør Barry Jenkins kreeret en film, der tackler ovennævnte emner og gør det med elegance, finesse og voksende talent for filmmediet.

I 1950'ernes New York følger vi netop et par, som har forventninger til den store kærlighed. Unge Tish (KiKi Layne KiKi Layne ) er dybt forelsket i Fonny (Stephan James) – og han ligeså i hende. Og de glæder sig til at spendere et langt og lykkeligt liv sammen. Da Tish samtidig er blevet gravid, skal forældrene give accept til deres børns kærlighed. Som bekendt er ingen roser uden torne, og Fonny anklages pludseligt for en voldtægt, som han ikke har begået, og ender i fængsel. Den kommende alenemor er ulykkelig – men kæmper mod systemet for at bevise Fornys uskyld.

For et par år siden kunne man i biograferne se dokumentarfilmen "I Am Not Your Negro", der omhandlede forfatteren og aktivisten James Baldwin, som var god ven med menneskerettighedsforkæmperne Malcolm X og Martin Luther King. Dokumentarfilmen undersøgte Baldwins syn på nu- og datidens samfundsproblemer, blandt andet racisme i hverdagen. Den nu afdøde dramatiker stod bag bogen "If Beale Street Could Talk" fra 1974, som instruktør Jenkins har bearbejdet til et indsigtsfuldt og relevant manuskript om kærlighed og racisme, der har en aktualitet, selvom spillefilmen foregår for mere end et halvt århundrede siden.

Har man har set førnævnte dokumentarfilm, giver den indblik i Baldwins ideologi og personlighed – samt et indblik i, hvordan den sorte befolkning levede i 1950'erne, hvor racehad var hverdag. Med fotografering, optaget i tætte nærbilleder, der skal illustrere både den positive og negative side af folks relationer og kærlighed, gives et smukt og stærkt billede af sortes udfordrende hverdag.

Barry Jenkins har ikke valgt at gøre den cinematisk med det store bredformat, men giver et mere intimt billede i form af det smalle format 1,85:1 – hvilket fungerer ekstremt godt. Hvide personer bliver illustreret i de fleste scener som hadefulde, og det kan komme til at virke en smule karikeret, men hvis man tænker på tidsbilledet, hvem Baldwin var, og hvornår bogen er skrevet, giver det mening, at Jenkins illustrerer det på den måde.

"If Beale Street Could Talk" er en stærk film, der handler om kampen for at kæmpe for det, man tror på, og vil gøre alt for dem, man elsker. Den er velspillet over hele linjen, og Regina King er fuldt fortjent favorit til årets Oscar for bedste kvindelige birolle. Jenkins instruerer med sikkerhed og styrke, og man kan mærke, at han er vokset med opgaven siden "Moonlight". Den hvide side bliver karikeret, men det stjæler ikke billedet fra dét, der er vigtigt – og gør den Oscar-nominerede film til en smuk, velspillet og vedkommende historie.