Anmeldelse: Kapernaum

I sidste ende kan det kun siges, at Oscar-nomineringen er mere end fortjent.

Det tør siges, at libanesiske Nadine Labaki har vind i sejlene i disse dage. Skuespillerinden og instruktørens seneste film "Kapernaum" har været på en rejse, der har budt på Juryens pris i Cannes (og en nominering til Den Gyldne Palme) og både en Golden Globe og Oscar-nominering for bedste ikke-engelsksprogede film. En imponerende bedrift, som man godt kan forstå, når biografen forlades.

Den 12-årige Zain (Zain Al Rafeea) sidder i fængsel for et knivstikkeri i Libanon. Bag tremmerne beslutter knægten sig for at sagsøge sine forældre, da de – ifølge ham selv – har født ham ind i en formålsløs og elendig verden. Gennem hans fortælling i retten følger vi begivenhederne, der førte til retssagen. Før forbrydelsen boede Zain med sin familie, der levede i fattigdom. Men en helt særlig begivenhed får den 12-årige til at forlade hjemmet i håb om et bedre liv.

Zains søgsmål og vejen dertil er gribende og barsk. Dette er en historie om at leve i rendestenen, hvor eneste agenda er overlevelse. Men det er også en beretning om, hvor svært det er at få et bedre liv, da systemet er ødelagt, og mulighederne er ikke-eksisterende for dem, der lever allernederst på den sociale rangstige. Intet bliver prædiket eller anskuet ud fra en politisk vinkel. "Kapernaum" er den barske sandhed, præsenteret fjernt fra Hollywood.

Rafeeas optræden er nærmest ubeskrivelig. Den nu 14-årige syriske flygtning har ingen forgående erfaring foran kameraet, men det kan slet ikke mærkes. Labaki har tidligere udtalt, at det at filme Zains liv (på mange måder) er identisk med skuespillerens egen baggrund og ophav, hvilket kan mærkes. Hvad der præsteres her, kommer fra et ungt menneske, der selv har været disse problemer igennem. Dette resulterer i én af de bedste præstationer længe set fra et barn. Al Rafeea har også nogle dygtige medskuespillere (hvis erfaring med film også er minimal), der giver alt, hvad de har.

Knægten bakkes flot op af manuskriptet, der til trods for at inkludere fem forfattere stadig føles som en instruktørs vision. Dramaet er til at føle for, hvor det bestemt ikke er nemt at se Zains situation blive endnu sværere og desperat. Men uanset hvor håbløst det end kan se ud, handler "Kapernaum" om at bevare håbet – ligesom den unge dreng. Labakis fjerde film stjæler hurtigt publikums opmærksomhed og giver først slip, når dramaet er overstået. Men selv derefter vil den forblive i ens sind.

I sidste ende kan det kun siges, at Oscar-nomineringen er mere end fortjent. "Kapernaum" er barsk socialrealisme af allerbedste skuffe, der indeholder en af de bedste barneskuespillerpræstationer, jeg længe har set. Gribende og tankevækkende – dette er en film, du ikke må snyde dig selv for. Livet i fattigdom og forbitrelsen som følge skal opleves.