Anmeldelse: Maquia: When the Promised Flower Blooms
I sine bedste øjeblikke minder "Maquia: When the Promised Flower Blooms" om et godt kapitel af "Final Fantasy"-serien, men filmen drukner i melodramatisk sovs.
Det er ikke ofte, at vi får lov at se japanske animéfilm i de danske biografer. Hvis ikke der står Hayao Miyazaki eller Studio Ghibli på plakaten, vækker det næppe stor respons fra det danske publikum. En gang imellem sker det dog, at de danske distributører tør satse på asiatisk animation, når noget virkelig rører på sig, og således kunne det danske publikum blandt andet indløse billet til kæmpehittet "Your Name" sidste år. I år skal den fantasifulde "Maquia: When the Promised Flower Blooms" gøre "Your Name" kunsten efter og vise, at animé hører til på danske lærreder.
"Maquia: When the Promised Flower Blooms" omhandler den forældreløse teenagepige Maquia, der bor i landsbyen Iorph, hvor kvinder ældes langsomt og lever i flere hundrede år. Alle byens mænd er med tiden uddøde, og kvinderne lever afskærmet fra resten af verden. En dag bliver byen destrueret af det onde kongedømme Mezarte, og pludselig er Maquia som en af de få overlevende på egen hånd i den store, ukendte verden.
"Maquia: When the Promised Flower Blooms" centrerer sig dermed om en interessant konflikt. Maquia ved, at kærlige relationer til andre mennesker i sidste ende vil ende i sorg, ensomhed og gråd, da hun vil overleve alle omkring hende. Ikke ulig "Arrival" fra 2016 og David Finchers "Benjamin Buttons forunderlige liv" fra 2008 handler filmen om skiftende livscyklusser og det at tage konsekvenserne af valg, hvor udfaldet allerede er forudbestemt. For Maquia bliver hendes tilværelse et valg om, hvor meget hun er i stand til at ofre og tage imod. I starten er hun som en mor for Ariel, men som han når hendes alder, udvikler forholdet sig nærmere til et ligeværdigt platonisk kærlighedsforhold. Deres forhold er konstant under forandring, når dødeligheden møder evigheden.
Filmen er instrueret af debutanten Mari Okada, og "Maquia: When the Promised Flower Blooms" føles ligeså ambitiøs, som titlen er lang. Trods debut og uprøvede færdigheder er Okada lykkedes med at samle lidt af et drømmehold – blandt andet med hjælp fra karakterdesigneren Akihiko Yoshida ("Final Fantasy") og komponist Kenji Kawai (den originale "Ghost in the Shell").
Med en debutant og etablerede kræfter sættes det fantasifulde eventyr til søs med en spændstig fortælling, og de involveredes kræfter mærkes tydeligt på godt og ondt. Mari Okada har med en kolossal fortælling at gøre, og med en lang spilletid har hun svært ved styre historiens retning. Ikke nok med at der stilles filosofiske spørgsmål, så skal hun også balancere b-plot, c-plot og mere, som aldrig rigtig kommer til vejrs.
"Maquia: When the Promised Flower Blooms" skal roses for sine ambitiøse målsætninger, men ender desværre alligevel som middelmådig animé. Yoshida rammer – udover et par tarvelige CGI-monstre – plet med sin animationsstil, og i sine bedste momenter minder filmen om et godt kapitel fra Square Enix' langvarige "Final Fantasy"-serie. Kenji Kawai får dog sovset fortællingen ind i en konstant melodramatisk og dur-mol-skiftende musik, der prøver at piske tårerne ud af publikum. Det hjælper heller ikke, at Maquia bruger størstedelen af filmens spilletid på at trille animerede tårer, når hun igen skal acceptere sine livsvilkår, der er dømt til evig ensomhed. Mari Okadas debut bliver dermed nok ikke filmen, som gør animé til fast inventar i danske biografer – men ej heller filmen, som skræmmer distributørerne væk.
"Maquia: When the Promised Flower Blooms" vises fra 24. november en begrænset periode i de danske biografer.