Anmeldelse: Mellem to verdener
Rørende portræt af hykleri er en tiltrængt sviende lussing til dem, som ikke er på bunden i samfundet.
Frankrig har udefra set aldrig lempet på den revolutionære ånd, der dikteret den politiske, intellektuelle og kulturelle scene i flere århundrede. Bølgerne har stået højt især de seneste år med bevægelsen De gule veste, dannet i modstand mod præsident Macrons energibeskatninger og manglede forståelse for det glemte og økonomisk trængte folk i bunden af samfundet. Emmanuel Carrères dokumentariske fiktionsfilm, "Mellem to verdener", baseret på Florence Aubenas dokumentarroman om udsatte løsarbejdere i Caen, "Le Quai de Ouistreham", rammer smerteligt og intelligent den kreative og højere middelklasses virkelighedsfjerne position i den bekvemmeligt nedtonede klassekamp.
Juliette Binoche spiller den kendte forfatter Marianne Winckler, som researcher til en bog om kløfterne på arbejdsmarkedet. Eneste måde at trænge dybt ned i lagene på er, at opdigte en persona, som giver sig ud fra at være fraskilt husmor uden arbejdserfaring de seneste tyve år. Uden at afsløre sin rigtige identitet, siver hun fra ét ufaglært job til det næste, mens arbejdernes forhold tydeliggøres. Undervejs oplever Marianne sine nye kollegers varme fællesskab, venskaber og solidaritet, der trods uhørt usle arbejdsforhold tager imod hende med tålmodighed og åbne arme.
Modsætninger mødes og sød musik opstår i klasseskellet mellem høj og lav, forfatterinde under dække og lokal alenemor til tre. Marianne og kollegaen Chrystèle ender med at blive nære veninder. Uden at den enlige kvinde ved, at hun føres bag lyset. For Marianne er en turist. En indigneret fantast, der selvretfærdigt skaber et billede af sig selv som borgerretsforkæmper for de svage. Så længe det varer. Alt imens løsarbejderne ved havnen kæmper en daglig kamp for at få hverdagen til at hænge sammen.
Den franske filosof Alain Badiou sagde engang noget i stil med, at medfølelse er foragt for menneskedyret. At det er undermenneskeliggørelse af det uciviliserede, når civiliserede kommer til udsætning og svælger i tarvelig selvtilfredshed over sine gode gerninger. Paradokset opstår i, at det uciviliserede fastholdes i det blik, samtidigt med at det beskyttes. Badious etikkritik er i oprindelige form en bredside mod den velmenende vestlige humanitarisme som et negativt menneskebegreb. De tanker vækker genklang, når Marianne sætter sig til ro foran sin computer. Altså imens, hun over en kop kaffe gennemgår sin scrapbog med dagens refleksioner over det liv, som hun aldrig selv kommer til at leve. I rollen som Marianne er Juliette Binoche helt fantastisk i sine skift mellem det hjertevarme og kalkulerede. Dog alene er den franske verdensstjerne iøjnefaldende med sin egen suveræne præstations skyld, men også i at løfte holdet af overvejende amatørskuespillere, hentet ind fra lokalområdet. Især synergien med Hélène Lambert, som spiller Chrystèle, er lavmælt drama mellem linjerne i særklasse.
Fundamentet i "Mellem to verdener" er Mariannes uetiske mission om at lukrere på udsatte menneske i jagten på den gode historie til hendes næste bestseller. Nu længere vores heltinde trænger ind i underklassen i Caen, som kollega og nær ven, des mindre kan løgnen og de lånte fjer retfærdiggøres. Og mest af alt bilder sig selv ind, at hun reelt forstår deres liv. Det driver ned ad væggene med Mariannes privilegerede fortællerstemme, i takt med at det kyniske dobbeltspil udstilles med selvgod arrogance. Og vi som publikum trækkes med ned i hykleriet. For ikke alene udstiller Marianne sig selv, men også publikum. Emmanuel Carrère retter blikket mod os. Når vi på distancen bekvemt udtaler os om medborgeres kummerlige forhold. Når vi får den varme, selvtilfredse følelse i maven og kommentarer på Facebook, når indignationen blusser op over underklassens uretfærdighed. For det er jo synd for menneskedyret.
"Mellem to verdener" er et tankevækkende og rørende portræt af en klassekamp lagt på køl. Ikke kun rettet mod de nordfranske egne i havnebyen Caen, men som et almengyldigt hykleri, vi helst ser os for gode til ikke at have en andel i. Emmanuel Carrères socialrealistiske portræt af dén forfejlede selvopfattelse, og trangen til at trække sig væk fra underklassens reelle prøvelser og groteske forhold, er en tiltrængt sviende lussing til dem som ikke aner, men tror de ved, hvad det vil sige at være på bunden af samfundet.