Anmeldelse: Moonfall

"Moonfall" er blandt katastrofemester Roland Emmerichs absolut mest fornøjelige og vanvittige film.

Selvom biograferne endeligt er genåbnet, har det knebet med at få de vaskeægte Hollywood-drøn skudt afsted. Jovist, "Spider-Man: No Way Home" og "Uncharted" har svinget sig tilbage i popcorn-forsædet. Men det virkeligt overdrevede giga-spektakel, der i en dominoeffekt af højspændte effekt-katastrofer presser publikum ned i en rendyrket underholdningsrutschebanetur, er hidtil udeblevet. Indtil nu. For hvem andre end The Master of Disaster, Roland Emmerich, leverer netop dét, vi ikke vidste, at vi har savnet?

Månen falder. Helt bogstaveligt, da den har forladt sin bane og nærmer sig Jorden. Med andre ord, ikke en videre opmuntrende nyhed, da menneskeheden står over for den totale destruktion. Ingen ved dog præcis hvorfor. Altså, udover konspirationsteoretikeren KC Houseman (John Bradley), der efter eget udsagn har gennemskuet, hvad Månen i virkeligheden er. Han opsøger ex-astronaut Brian Harper (Patrick Wilson), og sammen får de overbevist Harpers tidligere NASA-kollega, Jocinda Fowler (Halle Berry), om at tage skeen i den anden hånd, stryge et smut på (den nu korte) flyvetur til Månen og redde verden.

Kollapsende planeter, ondskabsfulde rumvæsner, konspirationsteorier omsat til potent eventyr, selvopofrende familiemennesker og selvfølgeligt Stars and Stripes-helte, der redder verden i allersidste øjeblik. Opskriften er stort set den samme som altid hos Emmerich, der aldrig har fundet stop-knappen i rækken af mere end mindre vellykkede katastrofe- og sci-fi-film. Tag ikke fejl: "Moonfall" er mere af det samme, men samtidigt blandt katastrofemesterens absolut mest fornøjelige og ikke mindst vanvittige. 

For "Moonfall" er Roland Emmerichs samlede bagkatalog på oksehormoner. Vildere og helt ekstremt underholdende fejes enhver form for indre og ydre logik af bordet. Mere løssluppent og over the top end nogensinde før, når tyskeren sparker for- og hovedret overgearet væk. Næ nej, lad os maveplaske direkte ned på desserten af napalm-fontæner og atombombe-bordbomber, når den mere forrykte idé overtager den næste i komplet gakket eskalerende erosion af storbysdestruktioner og bjergkæder, som gennemsmadres af meteorregn fra Månen, hvor tyngdekraften i forvejen skyder alt fra lystyachts til højhuse efter vores helte, mens svulstigt familiedrama overhælder eksplosionerne med hjerteanfaldsinducerende vaniljesoftice-sukkerchok. Alt er vitterligt naturstridigt og selvbevidst åndssvagt. Ikke desto mindre ekstraordinært underholdende og slet ikke uden et glimt i øjet.     

Trods en spilletid på to timer og ti minutter holdes tempoet i så høj fart, at hverken tid eller plothuller ænses – medmindre man vælger at trække håndbremsen selv for at se godt efter. Roland Emmerich holder sig ikke tilbage, som i overhovedet ikke. Det smitter. Tyskerens vanlige svælgen i konspirationer om Area 51 og mysteriet bag pyramidernes tilblivelse, med henholdsvis de to "Independence Day"-film og "Stargate", toppes med fuldstændigt sindssyge teorier om Månens oprindelse – og hvorfor den pludseligt sætter kurs mod menneskehedens endelige. Når så også vragstykker fra "The Day After Tomorrow" og "2012" kastes ned i heksegryden, som i forvejen er et clusterfuck af kinesisk product placement, burde "Moonfall" muligvis foragtes af alle de grunde. Emmerich formår alligevel at slå et tilpas stort brød op, hvor alle ingredienserne gør, at det er svært ikke at holde af det mildest talt skøre og overjordisk flotte vanvidsspektakel. Måske af netop de årsager har jeg ikke været så ubeskriveligt godt underholdt af en film meget, meget længe.

Roland Emmerich er svær at gå forkert i byen med, da man typisk ved præcis, hvad man får, og instruktørens seneste er bestemt ikke en undtagelse. Og dog, da det er, som om at alting er skruet det ekstra op, og Emmerich har fået helt frie tøjler til at gakke fuldstændigt skråt. Der er sikkert alverdens årsager til ikke at bryde sig om "Moonfall". For mit vedkommende så er den næste guilty pleasure fundet til at stå på hylden ved siden af "Stargate".

Moonfall

Kommentarer

Moonfall

  • ★★★★★★0

    Yes. Men jeg er oprigtigt lidt spændt på Big Shark, selvom hajer er lidt overbrugt på film. :)

    Baby Sharks far?

    Wayne17-02-22 09:56

  • ★★★★★★0

    Jeg var doven, så skrev kort - men mener præcis det, som T. Nielsen skrev :)

    Guldager17-02-22 10:00

  • ★★★★0

    Der er vi så ikke enige - jeg kan sagtens se noget for underholdningens skyld - jeg behøver ikke at mærke meningen med livet, hver gang.

    Næppe noget der giver top-karakterer - heller ikke fra mig. Men det er befriende at grine, en gang imellem.

    Det tror jeg egentlig langt de fleste filmfans godt kan. Forskellen ligger bare i kvaliteten af den underholdning, der serveres. De tomme kalorier Emmerich leverer, keder mig. Hans film virker på mig som en opvisning i effektjageri. Han har dybest set lavet den samme kønsløse film i årtier. Det gør nærmest ondt at se alle de millioner futtet af på ingenting. Der kunne have kommet mange Cabin in The Woods lignende film, hvis man gav nye folk chancerne. :)

    Babo17-02-22 10:12

  • ★★★★★★0

    Der er film af Emmerich der er sjove og andre der ikke er. Der er dog ingen der vitterligt ligner og føles som det store kvalitative værk mht indhold.

    Der er vi jo helt enige. Emmerich smører så tykt på, at jeg umuligt kan tage det seriøst - og så kigger jeg bare på de visuelle påfund.

    Mest galt går det faktisk når han forsøger at være seriøs - som i Midway - for han evner ikke at skabe troværdige dybe karakterer. Derfor fungerer det bedre når det er rent tivoli som dette ligner.

    Når det er skrevet, så holder jeg oprigtigt af Independence Day hvor det hele gik op i en højere enhed - på trods af at det var klistret ind i amerikansk patriotisme, som selv en amerikaner ville være flov over.

    Wayne17-02-22 10:39

  • ★★★★★★0

    Det tror jeg egentlig langt de fleste filmfans godt kan. Forskellen ligger bare i kvaliteten af den underholdning, der serveres. De tomme kalorier Emmerich leverer, keder mig. Hans film virker på mig som en opvisning i effektjageri. Han har dybest set lavet den samme kønsløse film i årtier. Det gør nærmest ondt at se alle de millioner futtet af på ingenting. Der kunne have kommet mange Cabin in The Woods lignende film, hvis man gav nye folk chancerne. :)

    Enig - jeg ville da hellere se større talenter komme op og få en chance. Jeg synes bestemt at Emmerich har haft sin chance.

    Det ændrer dog ikke ved at jeg synes at dette virker så overdrevet at det er sjovt.

    Wayne17-02-22 10:41

    Også muligt den er det, men tvivler stærkt. 38% på RT er jeg i dette tilfælde tilbøjelig til at tro på. En skriver: ‘Moonfall is bad – the wrong kind of bad’

    Som sagt, ser mere frem til Big Shark :)

    Babo17-02-22 11:11

    Der er INGEN der forventer et mesterværk. Og jeg har skam heller ikke købt billetter - men jeg kan godt lide at nogen går helt all-in på overdrivelserne.

    Kan da sagtens være at jeg rater den 3/10 - bagefter - og max vil nok være 7/10 hvis jeg griner i 2 timer.

    Men når Nicki rammer 4/6 og har haft en fest, så er der noget der siger mig at det vil jeg nok også.

    Wayne17-02-22 11:24

    Jeg kan ofte trække eller lægge 1 til 2 stjerner til, når det kommer til Nicki. Her har jeg mest tendens til at trække dem fra:D

    T. Nielsen17-02-22 11:54

  • ★★★★★★0

    Jeg kan ofte trække eller lægge 1 til 2 stjerner til, når det kommer til Nicki. Her har jeg mest tendens til at trække dem fra:D

    Damn - I gør sgu da alt for at skrue forventningerne ned :-D

    Wayne17-02-22 12:15

  • ★★★★★1

    Bare skru 1-2 stjerner op i denne omgang så!

    David Lund17-02-22 12:23

  • ★★★★★★0

    Damn - I gør sgu da alt for at skrue forventningerne ned :-D

    Så gode er “vi”;)

    T. Nielsen17-02-22 15:09

  • ★★★★★★0

    Bare skru 1-2 stjerner op i denne omgang så!

    Godt VI er enige <3

    Wayne17-02-22 17:41

  • ★★★★0

    The Core er altså den bedste - indtil jeg får set denne

    Gasivodo17-02-22 21:42

  • ★★★★★0

    Jeg tror, jeg tager min 10-årige ind og ser denne i weekenden. Håber ikke, den er for voldsom for hans alder. Han kunne virkelig godt lide Dune, så tænker at Moonfall blegner lidt ved siden af.

    David Lund17-02-22 21:47

  • ★★★★★0

    Shit, Emmerich må ha’ sniffet meget coke under udtænkningen af den film! Ved ikke helt om den skal have 1/10 eller 10/10, men jeg var da underholdt!

    David Lund19-02-22 15:40

  • ★★★★0

    Hvis du giver 10, så må du sgu også have suget lidt sne :)

    Babo19-02-22 16:39

  • ★★★★★0

    Hvis du giver 10, så må du sgu også have suget lidt sne :)

    Min hjerne er altid på overdrive!!

    Sådan mere seriøst ender jeg nok også på 4/6 ligesom Nicki. Men altså - jeg forstår alt fra 1/10 til 10/10 til den film.

    David Lund19-02-22 16:41

  • ★★★★★★0

    Min hjerne er altid på overdrive!!

    Sådan mere seriøst ender jeg nok også på 4/6 ligesom Nicki. Men altså - jeg forstår alt fra 1/10 til 10/10 til den film.

    Altså mener du vitterligt at den er så fucked up, at den deler vande?

    T. Nielsen19-02-22 17:03

  • ★★★★★0

    Altså mener du vitterligt at den er så fucked up, at den deler vande?

    Mere at den er så fucked up, at man enten ser sig ret sur på den eller bare morer sig over den. Den er virkelig åndssvag men også virkeligt underholdende.

    David Lund19-02-22 17:23

  • ★★★★★★0

    Mere at den er så fucked up, at man enten ser sig ret sur på den eller bare morer sig over den. Den er virkelig åndssvag men også virkeligt underholdende.

    Hvordan stiller du den i forhold til de andre film fra instruktøren?

    T. Nielsen19-02-22 17:27

  • ★★★★★1

    Hvordan stiller du den i forhold til de andre film fra instruktøren?

    Den har alle hans klassiske kendetegn med ødelæggelser, familier der skal reddes, taler osv. Men den er også mere fjollet end han har været før. Jeg kunne virkelig ikke lide fortsættelsen til Independence Day, men forestil dig en mere tempofyldt version af 2012/Independence Day, der tager sig selv mindre seriøst, og derfor både kan anses som bedre og værre end dem begge. Så har du en ok ide om, hvad du har i vente. I mine øjne er det hans mest underholdende film siden The Day After Tomorrow (den kunne jeg dog bedre lide end denne).

    David Lund19-02-22 19:13

  • ★★★★★★1

    Det lyder som om jeg skal se den på et tidspunkt kan jeg høre. Synes det fedt indimellem at få blæst hjernen igennem. Det behøver ikke være godt, bare det er effektivt.

    Tak for anbefalingen.

    T. Nielsen19-02-22 19:28

  • ★★★★★0

    Det lyder som om jeg skal se den på et tidspunkt kan jeg høre. Synes det fedt indimellem at få blæst hjernen igennem. Det behøver ikke være godt, bare det er effektivt.

    Tak for anbefalingen.

    <3

    David Lund19-02-22 19:28

  • ★★★★★★0

    Den har alle hans klassiske kendetegn med ødelæggelser, familier der skal reddes, taler osv. Men den er også mere fjollet end han har været før. Jeg kunne virkelig ikke lide fortsættelsen til Independence Day, men forestil dig en mere tempofyldt version af 2012/Independence Day, der tager sig selv mindre seriøst, og derfor både kan anses som bedre og værre end dem begge. Så har du en ok ide om, hvad du har i vente. I mine øjne er det hans mest underholdende film siden The Day After Tomorrow (den kunne jeg dog bedre lide end denne).

    Damn - jeg skal i den grad se den nu! :-)

    Wayne19-02-22 19:42

  • ★★★★★0

    Damn - jeg skal i den grad se den nu! :-)

    Håber du finder den ligeså gakket så =)

    David Lund19-02-22 20:57

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen