Anmeldelse: Moonfall

"Moonfall" er blandt katastrofemester Roland Emmerichs absolut mest fornøjelige og vanvittige film.

Selvom biograferne endeligt er genåbnet, har det knebet med at få de vaskeægte Hollywood-drøn skudt afsted. Jovist, "Spider-Man: No Way Home" og "Uncharted" har svinget sig tilbage i popcorn-forsædet. Men det virkeligt overdrevede giga-spektakel, der i en dominoeffekt af højspændte effekt-katastrofer presser publikum ned i en rendyrket underholdningsrutschebanetur, er hidtil udeblevet. Indtil nu. For hvem andre end The Master of Disaster, Roland Emmerich, leverer netop dét, vi ikke vidste, at vi har savnet?

Månen falder. Helt bogstaveligt, da den har forladt sin bane og nærmer sig Jorden. Med andre ord, ikke en videre opmuntrende nyhed, da menneskeheden står over for den totale destruktion. Ingen ved dog præcis hvorfor. Altså, udover konspirationsteoretikeren KC Houseman (John Bradley), der efter eget udsagn har gennemskuet, hvad Månen i virkeligheden er. Han opsøger ex-astronaut Brian Harper (Patrick Wilson), og sammen får de overbevist Harpers tidligere NASA-kollega, Jocinda Fowler (Halle Berry), om at tage skeen i den anden hånd, stryge et smut på (den nu korte) flyvetur til Månen og redde verden.

Kollapsende planeter, ondskabsfulde rumvæsner, konspirationsteorier omsat til potent eventyr, selvopofrende familiemennesker og selvfølgeligt Stars and Stripes-helte, der redder verden i allersidste øjeblik. Opskriften er stort set den samme som altid hos Emmerich, der aldrig har fundet stop-knappen i rækken af mere end mindre vellykkede katastrofe- og sci-fi-film. Tag ikke fejl: "Moonfall" er mere af det samme, men samtidigt blandt katastrofemesterens absolut mest fornøjelige og ikke mindst vanvittige. 

For "Moonfall" er Roland Emmerichs samlede bagkatalog på oksehormoner. Vildere og helt ekstremt underholdende fejes enhver form for indre og ydre logik af bordet. Mere løssluppent og over the top end nogensinde før, når tyskeren sparker for- og hovedret overgearet væk. Næ nej, lad os maveplaske direkte ned på desserten af napalm-fontæner og atombombe-bordbomber, når den mere forrykte idé overtager den næste i komplet gakket eskalerende erosion af storbysdestruktioner og bjergkæder, som gennemsmadres af meteorregn fra Månen, hvor tyngdekraften i forvejen skyder alt fra lystyachts til højhuse efter vores helte, mens svulstigt familiedrama overhælder eksplosionerne med hjerteanfaldsinducerende vaniljesoftice-sukkerchok. Alt er vitterligt naturstridigt og selvbevidst åndssvagt. Ikke desto mindre ekstraordinært underholdende og slet ikke uden et glimt i øjet.     

Trods en spilletid på to timer og ti minutter holdes tempoet i så høj fart, at hverken tid eller plothuller ænses – medmindre man vælger at trække håndbremsen selv for at se godt efter. Roland Emmerich holder sig ikke tilbage, som i overhovedet ikke. Det smitter. Tyskerens vanlige svælgen i konspirationer om Area 51 og mysteriet bag pyramidernes tilblivelse, med henholdsvis de to "Independence Day"-film og "Stargate", toppes med fuldstændigt sindssyge teorier om Månens oprindelse – og hvorfor den pludseligt sætter kurs mod menneskehedens endelige. Når så også vragstykker fra "The Day After Tomorrow" og "2012" kastes ned i heksegryden, som i forvejen er et clusterfuck af kinesisk product placement, burde "Moonfall" muligvis foragtes af alle de grunde. Emmerich formår alligevel at slå et tilpas stort brød op, hvor alle ingredienserne gør, at det er svært ikke at holde af det mildest talt skøre og overjordisk flotte vanvidsspektakel. Måske af netop de årsager har jeg ikke været så ubeskriveligt godt underholdt af en film meget, meget længe.

Roland Emmerich er svær at gå forkert i byen med, da man typisk ved præcis, hvad man får, og instruktørens seneste er bestemt ikke en undtagelse. Og dog, da det er, som om at alting er skruet det ekstra op, og Emmerich har fået helt frie tøjler til at gakke fuldstændigt skråt. Der er sikkert alverdens årsager til ikke at bryde sig om "Moonfall". For mit vedkommende så er den næste guilty pleasure fundet til at stå på hylden ved siden af "Stargate".