Anmeldelse: Insidious: The Red Door
Paranormale dæmoner er chokerende stilfærdige i jumpscare-fest på lavt blus.
"Insidious"-serien har siden 2010 etableret sig som en af de mest populære horror-franchises. Skaberne bag, det australske makkerpar James Wan ("Maligant", "Nattens dæmoner 2") og Leigh Whannell ("The Invisible Man", "Upgrade") formåede med den første film i serien at hente 100 millioner dollars hjem på et produktionsbudget på 1,5 millioner. De imponerende indtjeningstal er fortsat siden da. Så hvorfor stoppe, mens legen er god? Der har endda været rygter om et crossover med "Sinister"-franchisen. Når "Insidious: The Red Door" derfor skulle være seriens sidste, hvad der også har været rygter om, skal det ikke tages alt for alvorligt. For femte kapitel er mere af det samme. Denne gang med hovedrolleindehaver Patrick Wilson som debuterende instruktør.
Vi er tilbage i den paranormale verden, der bedst kan beskrives som et Lovecraftian univers beslægtet med "Stranger Things". Lampard-familien har lagt fortidens dæmoner bag sig. Eller det troede de! Far Josh (Patrick Wilson) og sønnike Dalton (Ty Simpkins) er derfor tvunget til at gå dybere ind i den skumle parallelverden, The Further. Sammen er de nødt til at konfrontere familiens mørke fortid og se nye rædsler i øjnene. Og de gemmer sig bag... den røde dør!
Patrick Wilson og Rose Byrne er tilbage i rollerne som familiens overhoveder. Selvom det reelt kun er Wilson af de to, som gør sig bemærket. Mest af alt som uprøvet instruktør, der gør hvad han kan med et smalt produktionsbudget og Leigh Whannells manus.
Sandheden om "Insidious: The Red Door" er, at de nok så gode hensigter ikke er helt nok. Skuespillerpræstationerne er for så vidt overbevisende, men de har ikke meget at arbejde med. Karaktererne er overfladiske og tilbyder hverken tiltrængt dybde eller udvikling. Det klæder universet ikke at overhælde handlingsforløbet med jumpscares i ét væk, som Wan har skabt karriere på med blandt andet "Saw" og "The Conjuring"-filmene. I stedet er tilgangen denne gang mere stilfærdig, i stil med den mere vellykkede sexsygdomsmetafor "It Follows". Mysteriet er fraværende, da vi allerede er bekendt med, hvad der findes bag den røde dør. Og genoprettelsen af en families harmoni er heller ikke særlig interessant, da det er blevet gransket på kryds og tværs tidligere.
Det stilfærdige tempo sker også på bekostning af hovedformålet med "Insidious"-filmene: at være skræmmende. Få øjeblikke skiller sig ud. Tidligere film i serien formåede at skabe intense og nervepirrende sekvenser, mens "Insidious: The Red Door" forsøger sig med andre virkemidler. Ubehaget summer i baggrunden og slår indimellem uforudsigeligt til, men gyset føles aldrig fuldbyrdet. Det tenderer endda til det kedsommelige. At filmen alligevel løftes skyldes Patrick Wilson både foran og bag kameraet. Rutinen er ikke til at tage fejl af, og den 50-årige amerikaner burde fremadrettet prøve sig af som instruktør på mere ambitiøse film.
Samlet set er "Insidious: The Red Door" en momentvis uhyggelig, men uforløst og temmelig forglemmelig fortsættelse af serien. Historien mangler originalitet, til trods for solidt skuespil og undervejs fine takter af især Patrick Wilson som skuespiller og debuterende instruktør.