Anmeldelse: Pelé (Netflix)

Portrætdokumentaren viser stjernespilleren Pelés storhedstid, men eftersom han deltager i filmen, savnes en mere dybdeborende udforskning af, hvem der lever bag rampelyset.

En velbevandret subgenre inden for dokumentargenren er portrættet af store stjerner. Fra film-, musik- og ikke mindst sportsstjerner. Især Asif Kapadias skildringer af kendisser som i "Senna", "Amy" og ikke mindst den nylige "Diego Maradona" har fået sin portion filmisk anerkendelse. Netflix har i den dur sat øjnene på en anden verdenskendt fodboldspiller, som de kan kaste et sidste tilbagekig på. I denne omgang smider de rampelyset på en af verdens største fodboldtalenter nogensinde – nemlig den brasilianske superstjerne Pelé, der med sit utal af vanvittige rekorder forandrede fodbold for evigt.

Dokumentaren følger et af Brasiliens mest velkendte ansigter fra barnsben, gennem fodboldkarrieren og til hans ældre dage, hvor rynkerne har sneget sig frem, og det grå hår har overtaget. Det er et helt livsportræt, der viser stjernens op- og nedture på banen såvel som i det virkelige liv. Gennem restaureret arkivmateriale tager filmen fat i de mange verdensmesterskaber, som Pelé deltog i, men samtidig sættes landets politiske problemer i relief med landsholdets storhedstid.

Indledningsvist ligger fascinationen i, at Pelé nærmest tilfældigt vandrede ind på den fodboldbane, han senere så flot ville dominere. Han kom ikke til sporten med en drøm om at blive verdens bedste – men talentet var der, og så skete det på sin vis bare. Måske er det derfor, at han både dengang såvel som i filmens mange talking head-interviews virker så rolig og jordnær. Jovist satte han Brasilien på fodboldkortet som det feterede wunderkind, han blev til, og inspirerede generationer af unge til at iklæde sig den famøse gule trøje med 10-tallet bagpå. Men Pelé er langt fra lige så eksplosiv en person som den excentriske Maradona.

Alligevel kan spilleren med det smeltende smil ikke løsrive sig fra rampelyset. Mens han turnerer med klubholdet i Europa, lever Brasilien under et militærdiktatur. Her sammenligner instruktørerne Ben Nicholas og David Tryhorn Pelé med Muhammad Ali, der slog fra sig, når det kom til USA's indblanding i Vietnamkrigen. De forsøger nøgternt at problematisere Pelés passivitet under diktaturperioden, og her virker filmen til at have noget vigtigt at sige. Hvorfor sagde han ikke fra som Ali? Hvorfor brugte han ikke sin kendisstatus til at skabe ravage? Dokumentaren fremstiller igen Pelé som normal og medmenneskelig – hans ophøjede gudestatus strippet. Han var simpelthen bange. Folk forsvandt, blev tortureret og dræbt.

Modsat Kapadias prisvindende portrætter er "Pelé" ikke kun sammensat af arkivmateriale og ekspertudsagn. Pelé figurerer selv i dokumentaren, og dette burde umiddelbart åbne op for et større indblik i fodboldguden. På samme måde, som skaberne hurtigt ræser forbi Pelés placering i diktaturperioden, sprintes der også forbi mesterens privatliv og personlige følelser. Jovist triller en tåre ned ad kinden på ham, men han fremstår stadig lidt som en fremmed, der dog var verdens største fodboldspiller. Der er en masse små øjeblikke – som når hans ægteskab benævnes – hvor portrættet tager tilløb til drama. Men selv dette forbigås, som var det endnu en almen modstander på banen.

Filmen ender ud som en velproduceret best of-filmrulle med enkelte oprigtigt spændende og hjertevarme øjeblikke. Selvom Pelé stadig sidder tilbage som en mytologisk figur, vises der altså, hvorfor han var den bedste. Nicholas og Tryhorn forsøger halvt at bringe den guddommelige spiller ned på jorden og halvt yderligere at forøge hans legendestatus. Resultatet er interessant, om end ufyldestgørende, men det er nu velkomment at se et portræt af et oprigtigt godt menneske.

Pelé (Netflix)