Anmeldelse: Reality
"Reality" blander fiktion og virkelighed på spændende vis, når en amerikansk whistleblower lavmælt går imod det land, hun tjener.
Statshemmeligheder har fosset ud af de amerikanske myndigheder i årevis. Visse lækkede dokumenter får større opmærksomhed, skandaler og konsekvenser end andre. Fra Watergate til whistleblower Edward Snowden og WikiLeaks, er skelletterne væltet ud af skabet. Og gentagne gange fremsat verdens rigeste supermagt i dårligt lys. Hvad end det har handlet om overvågning, krigsførelse eller valgfusk. Biografaktuelle "Reality" tager udgangspunkt i det sidste. Baseret på sagen om Reality Winner, der i 2017 lækkede fortrolige dokumenter, som indikerede, at Rusland havde fusket med stemmerne ved valget. Som ultimativt førte Donald Trump til sejren.
Den 3. juni 2017 besøger FBI den 25-årige Reality Winner (ja, det er hendes rigtige navn!), der arbejder som tolk hos en underafdeling ved efterretningstjenesten NSA. Med en ransagningskendelse, og under frivilligt forhør, anklager agenterne Reality for at være skyldig i at have lækket strengt fortrolige dokumenter til offentligheden. Og herfra gengives virkelighedens to timers afhøring af Reality Winner, hvor en række skæbnesvangre spørgsmål melder sig: Hvordan gjorde hun det? Hvem gjorde hun det for? Og hvorfor begik hun denne forbrydelse mod dét land, hun har tjent?
Med sådan en række spørgsmål er der lagt op til en gedigen politisk thriller. Baseret på virkelige hændelser ligger "Reality" sig i en strøm af politiske film fra "Alle præsidentens mænd" til dokumentarer som "Citizenfour" og "XY Chelsea", hvor portrætteringen af politisk korruption tangerer suspense på Hitchcock-niveau. Debuterende filminstruktør Tina Satter har dog begået en lille film, der er helt sin egen. "Reality" er nemlig baseret på Satters eget teaterstykke, "Is This a Room", der også omhandler Reality Winner, mens filmen på snedig vis blander fiktion og dokumentarisme. Skåret ned til cirka 80 minutter er filmens dialog og handling kopieret direkte fra de optagelser og transskriberinger, der er produkt at virkelighedens forhør.
"Reality" ligger dermed ud med en bugnende spændingskurv. Fra FBI-agenternes akavede venlighed til selve forhøret i en slidt vaskekælder, bliver banen kridtet op. Langsomt, men sikkert, får de ellers flinke agenter stukket til Realitys usikkerhed og nervøsitet, så hun begynder at sætte ord på, hvorfor dokumenterne blev lækket. Det er nemlig aldrig et spørgsmål om, hvorvidt Reality er skyldig eller ej. Det har filmen allerede afsløret i sin introsekvens. Men i stedet bliver det et kig ind i psyken på en kvinde, der har modsat sig sin nation, og presses til at afsløre hvorfor. Er det ok at modsætte sig sin nation, bare fordi man deler andre politiske værdier? Og lægger det overhovedet i befolkningens interesse at vide, hvad der foregår bag lukkede døre?
Kærligheden til eget materiale gennemsyrer hvert eneste sekund af Tina Satters projekt. Næsten for meget. Overgangen fra teater til film er tydelig, da filmen udspiller sig på godt to locations og mellem tre mennesker – Reality, og to FBI-agenter – der skiftevis påtager sig en underspillet udgave af den typiske ‘good cop, bad cop’-duo vi kender. "Euphoria"-stjernen Sydney Sweeney spiller hovedrollen som Reality Winner og trods meget lidt fysisk sammenligning, fungerer skuespillerinden fint som den lavmælte whistleblower. Filmens eksperimentelle form klipper sporadiske billeder og lydklip ind af virkelighedens involverede, der konstant understreger alvorligheden.
Slutteligt er "Reality" dog også for lille en film til at gøre stort indtryk. Spændingskurven brister, fordi intermezzoer af virkelighedens dokumenter ofte fremlægger dramaet, før de kommer ud af Realitys egen mund. Som teateropsætning giver den simple præmis mening, men fiktionsfilmens begrænsninger ville muligvis havde gjort sig bedre som dokumentar, hvor polemikken om Reality Winner og konsekvenserne heraf grundigt kunne kortlægges.
"Reality" har dansk biografpremiere 2. november.