Anmeldelse: Sagen Collini
Når Collini rammer, rammes der hårdt, præcist og ubarmhjertigt.
Baseret på bestselleren af samme navn udkom "Sagen Collini" sidste år i de tyske biografer, og filmen har med mere end en million solgte billetter været en stor succes i hjemlandet. Det er den relativt ukendte instruktør Marco Kreuzpainter, som har filmatiseret dette tyske retssalsdrama. En kompleks historie om en tilsyneladende oplagt mordsag, der viser sig at stikke dybere end som så.
Da Fabrizio Collini (Franco Nero) tilsyneladende helt umotiveret dræber en ældre mand, bliver den unge advokat Caspar Leinen (Elyas M'Barek) sat på sagen. Offeret er den højtrespekterede industrimand Jean-Baptiste Meyer, hvis barnebarn er Leinens gymnasiekæreste. Som sagen skrider frem, åbnes op for én af de største juridiske skandaler i Tysklands historie.
Til trods for en langsommelig start er "Sagen Collini" velskrevet. Let og elegant udvikler historien sig fra person- til retssalsdrama, hvor publikum via flashbacks får indblik i Collini og Leinens forhold til afdøde Meyer. Undervejs tages tunge temaer som moral versus retssystemet op. Kreuzpainter stiller spørgsmålstegn ved, hvor langt et menneske er villigt til at gå for sandheden, og det at tilgive dem, vi elsker – til trods for hvad fortiden skjuler. Ja, der er tunge sager på spil. Desværre kommer dramaet kun delvist i mål, og kun til tider rammer det dér, hvor det gør rigtig ondt. Men når Collini rammer, rammes pletten dog hårdt, præcist og ubarmhjertigt.
"Sagen Collini" er mere end bare et klassisk retssalsdrama, hvor overraskende beviser på skift smides på bordet. Filmen trækker i tråde, der går helt tilbage til en nazi-tid, som for altid vil være som en sort sky over Tyskland. En tid, der efterfølgende medførte en lang række retsforfølgelser. Nogle af dem førte til henrettelser for krigsforbrydelser, mens andre endte med frifindelser, der efterlod pårørende fortvivlede og magtesløse. Det er især hér, at dramaet har et potentiale, der desværre ikke følges til dørs. Emnet har så meget kød på, at bedre fokus kunne have bragt retssagen om Collini på niveau med andre nyere, tyske mesterværker som "Der Untergang" og "De andres liv".
Titelrollen Collini portrætteres på fornem vis af italienske Franco "Django" Nero, der med næsten 250 film og serier på CV'et må siges at være en erfaren herre. Nero formår med et meget begrænset antal replikker at skabe en karakter, der er meget mere end den koldblodige morder, den ældre mand beskyldes for at være. Neros intense skildring byder hverken på store vredesudbrud eller følelsesladede sammenbrud. Til trods for dette ses både smerten og vreden tydeligt i hver en celle. Ligesom med Nero er M'Barek i rollen som den uerfarne advokat Leinen fremragende. I takt med sagens udvikling skildres Leinens dilemma om retsfølelse kontra relationen til afdøde til perfektion. Hele filmens persongalleri er interessant. Det er derfor ærgerligt, at Kreuzpainter ikke formår at få ordentlig fat i dens dilemmaer.
Når alt kommer til alt, er her tale om et virkelig vellykket retssagsdrama, der på én gang overrasker, rører og er modigt. Den intense slutning er nok til at efterlade én med en kæmpe klump i halsen og forståelse for, hvad der kan drive mennesker til at tage et andets liv. Havde "Sagen Collini" udfyldt sit potentiale, kunne betegnelsen "mesterværk" være kommet i betragtning.