Anmeldelse: Shithouse

"Shithouse" indskriver sig fint i rækken af klassiske indie-mumblecorefilm.

Den klassiske historie lyder således: Dreng møder pige, sød musik opstår, og de lever lykkeligt til deres dages ende. Siden filmhistoriens begyndelse har vi set tonsvis af eksempler på den historie udfoldet på det hvide lærred. Nyeste skud på stammen er den amerikanske indiefilm "Shithouse". Der er intet nyt under solen, men filmen byder på to skønne hovedkarakterer og ægte indiestil, som man kender det fra en tidlig Richard Linklater.

Alex er førsteårsstuderende på college. Han føler sig ensom og usikker på sig selv. En aften tager han til fest i Shithouse, som er betegnelsen for et legendarisk festfællesskab på skolen, der har kørt i generationer. Alex møder pigen Maggie til festen, og sammen har de en vidunderlig aften. Men Maggie virker ikke til at være varm på Alex dagen efter. Så Alex sætter sig for at tage til fest i Shithouse hver aften for at få den magiske oplevelse igen – og måske få Maggies gunst igen.

Den debuterende instruktør Cooper Raiff har selv skrevet og spiller hovedrollen i "Shithouse". Filmen er et fint bud på en moderne amerikansk film, hvilket betyder, at den er lavet for få penge og ikke har så kendte skuespillere i hovedrollerne. Samtidig skriver filmen sig ind i rækken af film under kategorien mumblecore. Dette er en betegnelse af film, der primært fokuserer på karaktererne og dialogen. Det talte ord er i højsædet og gerne så autentisk så muligt, så man nærmest kan føle, at man selv har oplevet det på egen hånd på universitetet. Nogle gange bliver der mumlet i munden på hinanden, så det bliver lidt uklart, hvad der bliver sagt, men det har vi jo alle sammen oplevet, og det får Cooper Raiff bestemt ud med fine episoder i løbet af filmen.

Raiffs dialog er velskrevet og vedkommende. Man kan mærke, at han har oplevet flere episoder på egen hånd. Festerne i Shithouse er beskrevet med både kærlighed og afstand, så man kan nikke genkendende til flere ting selv. Romancen mellem Alex og Maggie er sød og rørende, men bliver aldrig sukkersød, og det er bestemt et kompliment. Desværre er karaktererne omkring de to hovedpersoner ikke så spændende og interessante. De bliver tomme skaller, der kunne have været bedre skrevet.

Man kan mærke, at Cooper Raiff har set en del Richard Linklater-film såsom "Dazed and Confused" og "Boyhood". Linklaters film lever også på den naturalistiske dialog, men Linklater er desuden god til at lave stærke karaktertegninger, og her fejler Raiff desværre. Det er kun hans første film, så jeg har bestemt forventninger til hans næste, da der er flere ting, der fungerer rigtig fint. Det fastholdte kamera, det vedkommende soundtrack og de to skønne hovedkarakterer er lige, som de skal være. Raiff er blevet sammenlignet med Linklater på flere filmfestivaler, og der er bestemt noget at se frem til fra instruktøren og manusforfatterne i fremtiden.

"Shithouse" indskriver sig fint i rækken af klassiske indie-mumblecorefilm. Manuskriptet er velskrevet, og de to hovedkarakterer er værd at følge på deres færd. Men der mangler desværre noget mere for at blive en lille perle. Man keder sig ikke, hvis man sætter pris på dialog og en fin romance, men hvis man forventer mere, mangler filmen saft og kraft. Men det er bestemt værd at holde øje med Cooper Raiff i fremtiden. Han kan skrive vedkommende dialog og rørende scener. Nu skal alt det uden om hovedkaraktererne bare også på plads.

Shithouse