Anmeldelse: The Personal History of David Copperfield

Forsøget på at tilføre den kendte historie satire mangler charme og dybde.

Selvom den verdensberømte forfatter Charles Dickens døde for 150 år siden, er hans fortællinger udødelige og evigt aktuelle. Blandt de mest kendte af hans værker kan nævnes "Oliver Twist", "Et juleeventyr" og "David Copperfield", der alle er blevet filmatiseret adskillige gange. Sidstnævnte, der anses som værende en selvbiografi af den berømte forfatter, kan nu ses i en nyfortolkning, der efter sigende ikke ligner én, man har set før.

Bag filmen står Armando Iannucci, der i 2017 skrev og instruerede den anmelderroste satire "Stalins død". I modsætning til Iannuccis seneste film, hvor det lykkedes at forvandle tragisk historie til vellykket satire, er seneste film derimod en flad og intetsigende skildring af et ellers forunderligt liv. Vi befinder os i det victorianske London, hvor historien tager udgangspunkt i David Copperfields (Dev Patel) fødsel. Herfra følger vi ham på alverdens spændende eventyr. Han oplever både overdådig rigdom, ekstrem fattigdom og håbløs forelskelse.

Iannuccis forsøg på at tilføre den dramatiske fortælling satire og charme falder desværre totalt til jorden. Det er ikke, fordi historien ikke har potentiale til både at være sjov og rørende, eller at Iannucci ikke har sans for at kombinere det grusomme med det grinagtige. Den fusion fungerede nærmest perfekt i hans forrige film. Når det ikke virker denne gang, skyldes det, at skuespillernes karakterarbejde primært har været fokuseret på at skabe karikaturer. Men dertil fuldstændig glemt, at der under overfladen befinder sig uhyre triste skæbner. Og uden det fokus er det nærmest umuligt at få den nødvendige sympati med de overfladiske karakterer.

Filmen mangler ellers ikke gode skuespillere på rollelisten, der foruden Dev Patel byder på Tilda Swinton og Hugh Laurie. Når ikke én af disse erfarne navne formår at få en smule interessant ud af nogle på papiret yderst spændende karakterer samt et veludført manuskript, må det være instruktørens valg. Det virker som om, at Iannucci bevidst har valgt at undgå, at de direkte modbydelige ting, David Copperfield udsættes for, skal sætte sig hos publikum. Ubehagelige øjeblikke fejes af bordet for ligegyldige komiske indslag.

At filmen ikke dumper totalt og alligevel er til at se færdig skyldes ganske enkelt, at det victorianske London bliver visualiseret på elegant vis. Kostumer og produktionsdesign, også skabt af folkene bag "Stalins død", imponerer. Men ikke nok til at gøre "The Personal History of David Copperfield" så interessant som den historie, den forsøger at formidle. At overvære et periodedrama med et frisk pust, der helt tydeligt er tilsigtet, havde været en fornøjelse. Men på intet tidspunkt gør det ondt at overvære de grusomheder, den ellers så elskelige hovedkarakter udsættes for. Og uden den dybde falder filmen sammen som et korthus, det friske pust med lethed blæser omkuld.

At det med så meget potentiale er lykkedes Armando Iannucci at lave noget så intetsigende er en imponerende bedrift. Gode skuespillere, en rørende historie og en virkelig vellykket produktion burde ende bedre. Desværre har instruktøren ikke formået at overføre det satiriske fra sin sidste spillefilm til den nye, hvilket gør  nyfortolkningen af Dickens' berømte klassiker til en overfladisk og ligegyldig filmoplevelse.