Anmeldelse: The Reports on Sarah and Saleem
Instruktør Muayad Alayans drama er en forrykt skildring af fordomme, når den indre svinehund slippes løs.
Selvom visse lande i verden – herunder i Skandinavien – ikke vil anerkende staten Palæstina, trives et blomstrende kulturliv ved området ved østkysten af Middelhavet. Heriblandt på filmfronten. Taget det storpolitiske klima in mente, synes det alt andet lige oplagt at tage pulsen og perspektivere netop den tilstand. "The Reports on Sarah and Saleem" belyser de i bund og grund absurd umenneskelige omstændigheder i menneskelig øjenhøjde, når had forsøges bekæmpet med kærlighed og fornuft.
En affære udvikler sig hurtig fra banal til højpolitisk, da den palæstinensiske chauffør Saleem og den kvindelige israelske caféejer Sarah bliver set sammen i Betlehem. Efterretningstjenesterne i palæstinensisk og israelsk politi skriver efterretningsrapporter baseret på løse beretninger, hvilket hurtigt eskalerer, da den ene part finder rapporterne og bygger en sag på antagelser taget ude af kontekst. Inden længe har Sarah og Saleem større udfordringer end deres forliste ægteskaber, hvilket dog ikke gøres mindre omstændigt af, at Sarahs mand er major i den israelske sikkerhedstjeneste, og Saleems kone er gravid.
Alt kan fordrejes, når fanden læser Biblen, og ligegyldigheder fordrejes til lovmæssigheder. Når Sarah og Saleem dækker over deres nok så forkerte utroskab, kan de to elskendes aktiviteter opfattes som terrorisme – når der gås helt ud ad tangenterne. Vanvittigt og paranoidt, men ikke desto mindre en virkelighed, der er hård hverdagskost uden for fiktionens verden.
Instruktør Muayad Alayans intense drama er en forrykt skildring af fordomme, når den indre svinehund slippes løs. For blod lugtes, når følelser bliver styrende, og fornuftens væsen flæskes i bidder. Ikke alene er "The Reports on Sarah and Saleem" en kommentar på forholdet mellem Palæstina og Israel. Som metafortælling om mediers magt og magthavernes korrumperende manipulation går den kun 33-årige filmmager direkte i kødet på universelle fake news-temaer, der i vores tidsalder er mere aktuelle end nogensinde før.
Hvor "Romeo og Julie"-hovedfortællingen er omskrevet tilpas skæv og realistisk til at fremstå tidssvarende, fremstår forholdet mellem Sarah og Saleem imidlertid som filmens svageste led. Uanset hvor dygtige skuespillere Sivane Kretchner og Adeeb Safadi end er, placeres de som flade kort i en kabale, der skal gå op for enhver pris, fremfor flerdimensionelle mennesker med troværdig karakterudvikling og assimilering med historien i sig selv. Visse plotelementer er for hullede i bestræbelserne på at skærpe eskaleringens dynamik i selve historiens forløb, hvilket tenderer til idiotplot. Frem for at stilles til skue som den ufejlbarlige menneskelige faktor opstår historiens fremdrift indimellem dårligt skrevet. Til gengæld underbygger de utroværdige dele – ufrivilligt eller ej – tragediens absurditeter og styrker den underliggende fortælling om strukturel racisme og politisk ekstremisme.
"The Reports on Sarah and Saleem" er barsk og tankevækkende med aktuelle teamer om fake news og fordomme, der løber langt over det politiske grænseland mellem Palæstina og Israel. Temaets kompleksitet samt fortællingens dynamik drukner undervejs persongalleriets naturlige udvikling, mens enkelte fortællemæssige valg hæmmer grundfortællingens altafgørende troværdighed. Muayad Alayan skaber dog en overvejende seværdig og intelligent film, der bør ses i lyset af eskaleringen af de mange konflikter og ekstreme nationalistiske højredrejninger, verden netop nu er vidne til.