Anmeldelse: The Trial of the Chicago 7 (Netflix)
Forfatter-instruktøren Aaron Sorkin er tilbage med et højaktuelt, hurtigsnakkende retssalsdrama fuld af skarpe skuespilpræstationer.
Oscar-vindende manusforfatter – og desuden instruktør – Aaron Sorkin er nu en af mange filmskabere, der har indlogeret sig på Netflix-hotellet. "The West Wing"-skaberens seneste hurtigsnakkende ensemble-epos, "The Trial of the Chicago 7", skulle egentlig have været smidt i biografen, men grundet COVID-19 opkøbte streamingtjenesten rettighederne. Efter få visninger i biografen er Sorkins retssalsdrama nu klar til at være vidne for hele verdens befolkning – og især Oscar-akademiet.
En tumultarisk retssag finder sted i Chicago. Hele otte mænd er under anklage for blandt andet at have lagt op til voldelige protester under demokraternes konvent i 1968 i Chicago. Den ottende mand, der skaber forvirring omkring filmens titel, er Black Panther-medlemmet Bobby Seale, hvis advokat ikke er til stede under sagen. Derfor er han blevet smidt ind hos de andre anklagede på uretfærdig vis. Klar til at fængsle dem står anklageren Richard Schultz og den umiddelbart inhabile dommer Julius Hoffman. Til at beskytte dem har de forsvarsadvokaten William Kunstler. Hvad der forløber er adskillige, intense vidneudsagn internt i gruppen såvel som i dommerens sal.
Der skal rejses mange år tilbage for at finde en Sorkin-film, som decideret udspillede sig i en retssal. Selvfølgelig befandt Molly Bloom fra instruktørdebuten "Molly's Game" sig i én undervejs, men det var ikke modspillet mellem anklager, forsvarer, dommer og de tiltalte, som var i fokus. Den patriotiske "Et spørgsmål om ære" udnyttede denne hæderlige setting til perfektion. Simpelt sagt er en retssal den perfekte arena for Aaron Sorkin, for her kan han udforske ære, integritet og national stolthed. Selv det mest upartiske rum af alle kan nemlig sagtens fejle i søgen på retfærdighed.
Til at sidde som de syv-otte anklagede er en besætning af store stjerner og mindre karakterskuespillere. Næsten alle fortjener at blive nævnt, fordi de hver især er med til at nuancere filmen. De to, som Sorkin unægteligt har satset på som Oscar-frontløberne, er Eddie Redmayne og Sacha Baron Cohen. Selvom de to er sammen mod staten, ligger de også i hver sin side af den interne skyttegrav. Velskrevne tilsvininger flyver omkring ørerne, som var det verbal kugleregn, som kun manuslegenden skriver dem. Og skuespillerne affyrer bemærkningerne med den perfekte arrogance, overlegenhed og nuance, som Sorkin-fans nok skal elske.
De charmerende herrer er under anklage for at have startet voldelige protester. De er under anklage som én stor gruppe. Problemet er, at de politisk engagerede mænd ikke kendte hinanden inden, og at de internt langt fra er enige om, hvordan de opnår deres politiske mål. Overalt i "The Trial of the Chicago 7" rumsterer kontrasterne. Mellem fornuft og følelse, mellem demonstration og destruktion, mellem argumentation og aggression. Med kraftfuld genklang ekkoes nutidens Black Lives Matter-demonstrationer i fortidens stridigheder. Dog opfordrer Aaron Sorkin ikke til vold for at skabe en revolution. Tværtimod er han fortaler for netop, hvad han selv er bedst til: Ord, dialog og diskurs.
Desværre er det skrevne ord ikke alt. Lige i dette tilfælde kunne en knivspids skarpere visuel selvsikkerhed have cementeret Oscar-kandidaten her som noget nær et perfekt retssalsdrama. Men Sorkin er hverken David Fincher eller Danny Boyle og fred være med det. Han er dog Aaron Sorkin. Med et så velskrevet og vedkommende manus fuld af farverige karakterer – og om en af USA's største retssagsskandaler – er det mere end tilforladeligt.