Anmeldelse: The White Tiger (Netflix)

Oscar-nominerede "The White Tiger" mestrer det sjove og kyniske i en mesterlig tur gennem Indien, hvor klasseskel er til at føle for.

Siden debuten i 2005 med "Man Push Cart" har iransk-amerikanske Ramin Bahrani ofte været at finde ved diverse prestigefyldte prisuddelinger og filmfestivaler. Fra Independent Spirit Awards og Emmy Awards til Venedig og Cannes Film Festival. I år er filmmageren, som senest var aktuel med bogklassiker-fortolkningen "Fahrenheit 451", kommet i det fineste filmselskab, da hans nye film, "The White Tiger", er nomineret til en Oscar for Bedste filmatisering. En filmatisering, der har klaret turen fra bog til film med topkarakter.

Balram er født og opvokset i den fattige by Laxmangarh. Oprindeligt med udsigten til at skulle studere på den fineste skole i Delhi, men holdt tilbage af familien, der ikke kan betale landsbyens ejer. Da knægten bliver ældre, øjner han en mulighed for at blive chauffør for landsbyejerens søn, Ashok, som lader til at synes godt om Balram. Og det skal vise sig, at arbejdet som chauffør og tjener nok tilbyder en bedre levevej end at bo i en fattig landsby, men er det virkelig vejen frem til en god fremtid?

I hjertet er "The White Tiger" en fortælling om de forskellige klasser i samfundet, hvor fokusset ligger på forskellen mellem over- og underklassen i Indien. Hvordan de fattige fastholdes på bunden uden mulighed for nogensinde at slippe ud af fattigdommen, og hvordan de rige skovler penge ind, er korrupte og ser ned på de fattige. Ikke just originalt – bare se Oscar-slugeren "Parasite" – og filmen er da også lidt for højtråbende om sit budskab, der enkelte gange skæres ud i pap via Balrams fortællerstemme. Men det kan tilgives, da Bahrani alligevel leverer sine samfundskritiske pointer på effektiv vis med velskrevne karakterer og yderst spændende drama.

Sympatien for Balram opnås hurtigt, da han dybest set er en fin fyr, der gør sit bedste for at glæde sin chef. "The White Tiger" er en film, der hurtigt griber ens opmærksomhed med en smittende humor og energisk fortælletempo. Publikum bliver lokket ind i et underklassens hønsebur og spærres inde i en film, der gradvist skifter fra komedie til kynisme. Filmens anden halvdel kan ikke ignoreres, når den lette tone vender og overrasker med dystre konklusioner om hovedpersonen selv og om det indiske samfund. Som at være vidne til et menneske, der må indse, at alt, hvad han har kendt til, er en løgn. En præmis, som filmen får det maksimale ud af, hvilket vidner om instruktørens dygtige evner som manuskriptforfatter trods førnævnte kritik om at være en kende højtråbende.

Ramin Bahrani besidder dog stort talent for at instruere sine skuespillere. Hele castet er veloplagt og leverer flotte præstationer. Men det er især Adarsh Gourav, der som Balram løber med al opmærksomheden. Som en mand fra fattige vilkår, der gør sit bedste for at tilfredsstille sin chef, er han sympatisk og forstående, og derfor er hans rejse op i graderne svær at være vidne til, når tonen skifter.

Med "The White Tiger" viser Ramin Bahrani ikke blot sit talent for instruering og for at skrive manuskripter, der har skaffet ham opmærksomhed ved adskillige prisuddelinger og nu også Akademiets. Men også hvordan han kan fastholde publikum, imens de mørke pointer om samfundet præsenteres gennem en hovedperson, der nærmest er uigenkendelig ved klimaks. "The White Tiger" mestrer det sjove og kyniske i en mesterlig tur gennem Indien, hvor klasseskel er til at føle for.