Anmeldelse: Vortex

Provokatøren Gaspar Noé søger væk fra det ekstreme, og finder det smukke i sin egen unikke fortælling om at blive gammel.

Skildringer af livets cyklusser har altid været en vigtig del af filmhistoriens fortællinger. For hvad er mere menneskeligt at portrættere, end udviklingen fra liv til død? Fra utallige coming-of-age historier til alverdens generationsportrætter, der favner alle aldre, har menneskelivet gennem hundred år spejlet sig på lærredet. Det gælder også dét at blive gammel. At stå ansigt til ansigt med den uundgåelige død. Senest har film som "The Father", meta-slasheren "X" og Michael Hanekes mesterværk "Amour" tegnet livets efterår. Og nu giver den moderne provokatør, Gaspar Noé, sit bud på, hvordan det er at acceptere sin egen dødelighed.

I "Vortex" møder vi et gammelt, sygdomsramt ægtepar. Lui og Elle (der på fransk kan oversættes direkte til far og mor) spenderer, hvad der ligner livets sidste dage i lejligheden, der har udgjort rammerne for deres lange liv. Lui lider af hjerteproblemer, og demens æder Elles sans for tid og sted. Med sporadiske besøg fra søn og barnebarn skal praktiske ting ordnes. Og langsomt, men sikkert, glider ægteparret  fra hinanden, som sygdom, uenigheder og samtaler om kunst, livet og minder splitter dem ad.

Det lå måske ikke lige i kortene, at Gaspar Noé – af alle filmmagere – skulle lave en betænksom 140-minutters film om at være gammel og syg. Især ikke, når "Vortex" trækker på avantgardistiske traditioner, tendenser fra slow cinema og mest af alt strider imod alt hvad fransk-argentineren hidtil har præsteret. Det var trods alt instruktøren, der chokerede verdenen og slog igennem med den voldsomt grænseoverskridende rape-and-revenge nyklassiker "Irreversible". Og siden har lavet 3D-softcore porno, syretrippet "Climax" og nu om dage laver hyggeprojekter med superstjernen Travis Scott.

Men måske er den franske enfant terrible blevet blødsøden på sine ældre dage? Og har lagt sin personlighed, som bidrager til New French Extremity-bølgen, bag sig? "Vortex" viser en anden slags modenhed, eller udvikling, der vidner om en Nóe, der har skiftet spor. Ikke ulig vor egne Lars von Trier og Nicolas Winding Refn, som han ofte er blevet stillet side om side med. Tilfælles har de herrer fundet et rum, hvor filmkunsten tillader sine egne præmisser. Men også en mainstream-appel til et særlig publikum, der dyrker det grænsesøgende og ukonventionelle.

At sætte pris på det langsommelige tempo og snakketunge indhold i "Vortex",  kræver at acceptere Gaspar Noé ikke længere – på samme måde – er den grænsesøgende sjæl, der gjorde ham berømt og berygtet. Med en film baseret på eget sygdomsforløb og nærdødsoplevelse er Noé blevet voksen og eftertænksom. Ikke sentimental. Men 3D cumshot-afslutningen fra "Love", voldsomme "Irreversible", og den sanseudvidende "Enter the Void" synes langt væk fra nuværende temperament.

Men en film af Gaspar Noé eksisterer selvfølgelig ikke uden der trods alt eksperimenteres. Selveste Dario Argento spiller af uransagelige årsager faderen, og selvom den italienske gysermaestro ikke er nogen født skuespiller, er det fascinerende at se ham på gebrokken fransk. "Vortex" minder i passager om gammel fransk nybølge, og var de fortsat i live, havde Agnes Varda og Jean Luc-Godard nok spillet hovedrollerne. Noé kan ikke lade være med at anerkende sine landsmænd og -kvinder, når filmen pludselig deles i split-screen og der leges med farver, som parret glider fra hinanden. Gaspar Noé er dermed tilbage med endnu en eksperimenterende film, men intet er som det plejer.

"Vortex" har dansk biografpremiere 7. september.