Anmeldelse: I Am the Night (Canal Digital)
Er man rigtig glad for film noir, skal "I Am the Night" naturligvis ses.
Året er 1965. Stedet er det sydvestlige USA. Raceadskillelse i skoler og busser blev gjort ulovligt ét år tidligere, men racismen trives stadig – også herude på vestkysten. Netop racisme er en stor del af drivkraften i "I Am the Night", en miniserie i seks afsnit baseret på Black Dahlia-sagen og instrueret af Patty Jenkins ("Monster", "Wonder Woman"). Serien kan nu ses via Canal Digital.
High school-pigen Fauna Hodel (India Eisley) er vokset op i Nevada hos sin sorte mor og uden sin hvide far. Hun er selv meget lys i huden, og dét er et problem. Hodel er for hvid til for alvor at blive regnet som en af de sorte, og med sin mor vil hun aldrig accepteres af hvide. Efter et opgør med moderen tager Fauna bussen vestpå til Los Angeles for at finde resten af sin familie, der vist nok er meget rig. Det kan jo kun gå galt, men India Eisley og hendes dådyrøjne gør det svært ikke at ønske hende det bedste.
I L.A. hutler den afdankede journalist Jay Singletary sig gennem tilværelsen på en blanding af snuskede paparazzi-opgaver og selvmordstanker. Det virker ikke oplagt at caste pæne Chris Pine til sådan en rolle, men med god hjælp fra makeup-afdelingen er han overbevisende som udskidt æblegrød. Engang var Jay det nye store håb i branchen, men så skrev han én af den slags historier, man bare ikke skriver om. "Power never changes," som chefen opgivende udtrykker det. Klassisk noir-hårdkogt kan Jay ikke kaldes, men det kan den udbrændte journalist måske nå at blive endnu, da han en aften får et anonymt opkald.
Film noir-virkemidlerne spares der ikke på. Bortløbne piger, magtfulde mænd med lig i lasten, journalister med tvivlsom moral, korrupte betjente, biler med lækre kurver, regnvåde gader, slagskygger og et jazzet soundtrack. I baggrunden lurer naturligvis en femme fatale (Connie Nielsen), der ved første øjekast minder så meget om Kim Basinger i "L.A. Confidential", at det er på kanten af ufrivilligt komisk. Den intense noir-dyrkelse aftager i de senere afsnit, men i dens fravær bemærkes, hvor langsomt historien reelt fortælles.
Bølgen af true crime-serier skyller ind over os i disse år, og hér kan Fauna og co. også være med. Virkelighedens Fauna Hodel døde i 2017, og serien er bygget på hendes selvbiografi. Fauna Hodels farfar var nemlig en af de hovedmistænkte i Black Dahlia-mordet – ét af de mest berømte og berygtede mordmysterier i USA's historie. En dokumentar-miniserie ville måske have været det oplagte valg, men i stedet får vi en fiktionaliseret version. På papiret lyder det som en genialitet – true noir? – men i det færdige resultat fortælles historien for sløset til, at vi rigtig kommer ind under huden på det virkelige drama.
Det eneste punkt, hvor "I Am the Night" for alvor skiller sig ud i forhold til de klassiske film noir-klichéer, er seriens fokus på hverdagsracismen i 1960'ernes USA. På begge sider af farvespektret tages situationen nærmest for givet, mens Fauna føler, at hun står i midten og er både-og og hverken-eller på samme tid. En interessant præmis, der desværre glider ud af fortællingen efter de første par afsnit.
Er man rigtig glad for film noir, skal "I Am the Night" naturligvis ses. For serien trykker på alle de rigtige knapper. Problemet er, at instruktør Patty Jenkins trykker på dem alle sammen fra starten, så det næsten bliver for meget af det gode. Det går ud over historien, der er fortalt lige lovligt smalt til at retfærdiggøre seks afsnit á ca. 50 minutter.