Anmeldelse: Ratched – Sæson 1 (Netflix)
Oprindelseshistorien om Mildred Ratched fra "Gøgereden" bryster sig med teatralske følelser, men er stadig elementært spændende.
Efter Ryan Murphy sikrede sig en fem års-kontrakt med Netflix på små 300 mio. dollars, har serieskaberen sprøjtet serie efter serie ud på streamingservicen. Netflix-darlingen begik sig tidligere i år med den hjertevarmende "Hollywood", der med sin historieomskrivende tilgang kiggede på minoriteterne i post-WW2 Hollywoodland. Med sin pompøse visuelle stil bringer Murphy liv og farver til sine værker, men hvad betyder det for serien "Ratched"? Som det seneste skud på Netflix-stammen fortæller serien oprindelseshistorien om Mildred Ratched – sygeplejersken, som plagede Jack Nicholson og andre mentalt lidende i Miloš Formans "Gøgereden".
En regnfuld aften i 1940'erne bliver fire præster brutalt myrdet af Edmund Tolleson. Den unge psykopat står til en dødsstraf, men skal først forbi et psykiatrisk hospital. Her skal han diagnosticeres af den overambitiøse Dr. Hanover. Rullende ind i hospitalets lille kystby kommer Mildred Ratched, der virker besat af massemorderen. Ratched, skarp og manipulerende, sikrer sig en plads på sygeplejerskestaben, men efter ansættelsen forekommer der besynderlige mord i stil med 40'ernes grusomme helbredelsesmetoder.
Hollywood synes efterhånden besat af fortællinger, som forklarer, hvorfor berygtede skurke endte ud, som de gjorde. På samme måde som med "Maleficent" og "Joker" skal alle aspekter af Nurse Ratcheds barndom og voksenliv nu blotlægges, så den menneskelige psyke kan forstå, hvordan nogen kan være så onde. Problemet opstår så, når manusforfatterne planlagt injicerer disse modbydelige skurke med en åbenlys medmenneskelighed, der i bund og grund kan opsummeres med: Hurt people hurt people. Ja, Mildred bliver en mere udpenslet karakter, og Sarah Paulson gør det til en fornøjelse at betragte den sociopatiske sygeplejerske. Men spørgsmålet rumsterer i sindet: Hvorfor vi skal se det?
Svaret får I hurtigt her. "Ratched" er ret så seværdig, fordi den bevidst går en anden vej end Miloš Formans realistiske "Gøgereden". Skaberne Ryan Murphy og Evan Romansky har haft en grundidé om Ratched og herfra formet en fortælling, der søger at belyse fortidens grufuldheder i psykiatriens verden, hvor homoseksualitet og promiskuitet anses som lidelser. Ulig den Oscar-vindende film er melodramaet skruet op på 100. Til gengæld har serien en palet af pulserende farver og slagkraftig suspense, der fører tonen og stilen mere mod Hitchcock og Brian De Palma end den tjekkiske mester.
Der er split-screens, split diopter skud (hvor personer i forgrund og baggrund er unaturligt i fokus på samme tid) og montageklip med høj spænding. Alle teknikkerne føres eksemplarisk sammen, så publikums mentale tilstand er lige så konfus og usikker, som patienternes på hospitalet. Faktisk tager "Ratched" tonen et skridt længere end suspense. 1940'ernes lægevidenskab var bestemt ikke foruden grufuldheder, så Ryan Murphy og co. bevæger sig stålfast mod gysergenrens grumme torturfascination og body horror. Disse isnende helbredelser føres an af lægen Dr. Hanover, spillet fortrinligt af Jon Jon Briones. Det hvide snit fra "Gøgereden" falmer i sammenligning med en kirurg på syretrip.
Som altid med makkerparret Ryan Murphy og Evan Romansky er der udmattende teatralske udbrud, spektakulært produktionsdesign og et udførligt karaktergalleri. Det er i seriens hengivenhed til at vise et samfund så moralsk og videnskabeligt bagud i forhold til nutiden, at den finder sit fodfæste. Den behøver kun at stå på skuldrene af en enkelt karakter fra "Gøgereden", og det er nok til at bane sin egen sindssyge vej.
Anmeldelsen er baseret på hele sæsonen.