Brugeranmeldelse: Christine (1983)

I sidste halvdel, hvor gyset sætter ind, mister filmen overraskende en del af pusten.

Nogle idéer fungerer ganske givet bedre på bog end på film, og instruktør John Carpenters filmatisering af Stephen Kings roman "Christine" kunne være en af dem. Men uanset, så er der noget svært definerbart underholdende over historien om en ung mand og hans "besættende" bil, som uden at virke grinagtigt får fat i én.

I filmens første halvdel beviser Carpenter dog også, at der dengang lå en god og yderst habil ungdomsfilm i tidstypisk stil gemt i ham. Den del fungerer nemlig ret solidt og fængende trods dens måske åbenlyse – hvis ikke svagheder – så tendens til det overfladiske rent psykologisk.

I sidste halvdel, hvor gyset sætter ind, mister filmen da også overraskende en del af pusten, selvom det normalt ellers er Carpenters varemærke. Heldigvis begynder man aldrig at kede sig på noget tidspunkt. Det skal dog ikke være en hemmelighed, at det nok er en fordel at have en svaghed for film fra perioden.

Christine (1983)

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.