Brugeranmeldelse: Outlaw King (2018)

Stilen og filmens ofte rå tone er forsøgt at være både visuel og indholdsmæssigt realistisk og troværdig.

Instruktør David Mackenzie har siden sin spillefilmsdebut i 2002 iscenesat en lang række forskellige film med et svingende resultat. Der er et par middelmådige på CV'et, men bestemt også et par virkelig gode. De helt høje noter har han dog ifølge mig ikke ramt før med sine forrige film, mesterværket "Hell or High Water". At den blev så fantastisk, skyldes dog nok i lige så høj grad manuskriptet af Taylor Sheridan.

Men her har Mackenzie, der selv har haft en hånd med i manuskriptet, så slået sig sammen med Netflix, med hvad der siges at være et af deres største (læs: dyreste) sats. Et historisk drama om magtkampen mellem England og Skotland, der ønskede uafhængighed, og anført af Robert Bruce tog kampen op efter frihedsheltens William Wallaces (jep, ham fra "Braveheart") død.

Stilen og filmens ofte rå tone er forsøgt at være både visuel og indholdsmæssigt realistisk og troværdig. Dette lykkes også ganske godt. Særligt filmens kampscener er heftige og ubehageligt voldelige. Det er svært ikke at blive grebet og leve sig ind i dem. Men måske er det også på grund af dette meget virkelighedsnære middelalderlige anstrøg, at det forekommer mig lidt for belejligt, at Robert Bruce – spillet en anelse apatisk af ellers sympatiske Chris Pine – virker lige lovlig nutidig i forhold til særligt kvinder.

Det samme med den unge kvinde, han giftes med. Det er ikke utroværdigt, at hun er en stærk kvinde. Men hun virker lidt rigeligt moderne udi sine handlinger og "kæften" op. Florence Pugh spiller hende dog mageløst.

Nuvel, jeg kan af gode grunde ikke vide, om de var sådan. Det virker dog mere som et træk for at please publikum og give dem helte med værdier, man i dag bedre kan forholde sig til.

Historien er desværre heller ikke specielt godt fortalt. Det er, som om fortællingen serveres i punktform, hvor der mangler et mere naturligt og bedre flow mellem scenerne. Desuden skuffer filmen også til slut, hvor det føles, som om den dovent springer over, hvor gærdet er lavest, og vi blot får smidt lidt tekst ind for at redegøre for, hvad der videre skete.

Men trods alle kritikpunkterne så fænger filmen faktisk, og de to timer går stærkt. Måske endda for stærkt, og en længere spilletid kunne nok have gavnet, om ikke andet selve fortællingens helhed. En helhed, der skuffer, som med de fleste andre forsøg, Netflix har gjort sig med større og vægtigere film. Måske de en skønne dag lærer det?

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.

Outlaw King (2018)

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.

Kommentarer

Outlaw King (2018)

  • ★★★★0

    En rimelig karakter. Der er lagt mange gode ressourcer i denne storfilm. Men filmen mangler lidt kant og er forudsigelig. Den virkede også lidt for moderne. Udover det var jeg fint underholdt. Gode kampscener. Men havde håbet på mere. 

    Babo26-11-18 17:06

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen