Brugeranmeldelse: The Man Who Knew Too Much (1956)
Hvis enkelte scener kan forekomme lidt klodset håndteret, så er scenerne i Royal Albert Hall intet mindre end geniale
Jeg synes ikke altid, at Hitchcock iscenesætter med lige sikker hånd i denne ellers solide og til tider ganske spændende thriller, hvis slutning med Doris Day siddende ved et klaver og synge "Que Sera Sera" jeg så stadig ikke kan bestemme mig for, om det er genialt eller egentlig ret plat. Man husker det dog, så på den måde er det i hvert fald mindeværdigt, og sangen er iørefaldende.
Hvis enkelte scener kan forekomme lidt klodset håndteret, så er scenerne i Royal Albert Hall intet mindre end geniale i al deres montageagtige intensitet. Det er stor filmkunst, der på alle måder imponerer. Jeg skal dog så erkende, at jeg ikke har set Hitchcocks egen original, som denne er et remake af, så hvor tæt de er på hinanden, ved jeg ikke helt. Og ja, det er også et underligt valg, hvis man vil genindspille sin egen film. Men det er, hvad det er.
I hovedrollen er James Stewart fin som den typiske all american everyday man. Jeg var til at begynde med lidt mere kritisk over for Doris Day, som jeg mest kender fra hendes roller som den pæne pige i diverse komedier. Men hun efterlader et stærkt indtryk som en handlekraftig kvinde.