Brugeranmeldelse: Maniac (2018)

"Maniac" er et periodevis rablende vanvittigt og humoristisk syretrip af uhørte dimensioner.

Cary Joji Fukunagas store gennembrud kom med den mesterligt skrevne krimiserie "True Detective", hvis forførende sjæleflænsende narrativ og hypnotisk betagende billesprog fejede benene væk under de fleste anmeldere og seriefans på en yderst stilbevidst og følelsesmæssig effektiv, men også lige-ud-ad-landevejen-agtig facon i beskrivelsen af sine karakterers deroute og forsøg på at få livet tilbage på rette spor. Det samme kan ikke ligefrem siges om Fukunagas seneste projekt på tv-seriefronten, "Maniac", der er et periodevis rablende vanvittigt og humoristisk syretrip af uhørte dimensioner, og som via en sprudlende og kæk nostalgisk henvisning til de neon-oplyste 80'ere udgør en vidunderlig kreativ rejse ind i menneskets skrøbelige og uforudsigelige sind.

I denne moderne fabel, der foregår et sted i en ikke så fjern fremtid, introduceres man i et fornuftigt opbygget tempo for seriens to protagonister i skikkelse af Jonah Hills forsagte og underdanige Owen – der lider af et stort set ikke eksisterende selvværd og en ubehagelig dominerende familie – samt for Emma Stones irritable og temperamentsfulde Annie, der bærer på et smerteligt traume og en kaotisk opvækst, som er knusende tæt på at få hende til at eksplodere i et virvar af indebrændte følelser. I en blanding af at have hårdt brug for hjælp til at bearbejde deres respektive psykiske problemer og for samtidig at få et afbræk fra deres familier melder Owen og Annie sig til et kryptisk forskningsprojekt styret af et japansk firma, som efter sigende skulle være i stand til at levere skelsættende resultater ud i psykiatrisk behandling.

Anmeldelsen fortsætter under billedet

Det besynderlige forskningseksperiment – som er en pudseløjerlig kombination af psykedeliske piller og en supercomputer med kunstig intelligens – sender efterfølgende Owen og Annie ud på en række vilde eventyr i forskellige tidsperioder, hvor de optræder som variationer af deres personligheder i et forsøg på at bearbejde deres traumer. Men undervejs går noget grueligt galt, og da supercomputeren pludselig udvikler uforudsigelige humørsvingninger, forstærkes følelserne og forbindelsen mellem de to fortabte sjæle Owen og Annie, alt imens kaosset også får store konsekvenser for projektets ledere i skikkelse af den absurd kæderygende og seksuelt frustrerede Dr. Azumi Fujita (Sonoya Mizuno), der sideløbende tumler med et akavet romantisk forhold til sin tidligere mentor og nu kollega, Dr. James Mantleray (Justin Theroux), som tilmed lider af et bizart og vulgært komisk ødipuskompleks til sin arrogante selvhjælpsguru af en moder, der spilles herligt bedrevidende af Sally Field.

Således sørger Cary Joji Fukunaga for at flette trådene mellem den kunstigt skabte personlighedsspaltende verden og den virkelig verden sammen, så der stilles flere underfundige og eftertænksomme spørgsmål i forhold til autoriteternes og behandlingssystemets måde at håndtere psykiske lidelser og traumer på. Dette kombineres desuden sublimt med en perlerække af fremragende skuespilpræstationer – ikke mindst fra Emma Stone og Jonah Hill, som aldrig er set bedre – og adskillige visuelle indtryk, der dog aldrig forvirrer, men til gengæld underholder intelligent, hvilket gør Fukunagas psykedeliske miks af "Alice i eventyrland" og "Rumrejsen år 2001" særdeles relevant qua seriens budskaber om næstekærlighed, omsorg og menneskelig interaktion, især når dette sættes op imod den mere og mere teknologisk indrettede og følelsesmæssigt distancerende verden, vi lever i i dag.

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.

Maniac (2018)

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.

Kommentarer

Maniac (2018)

  • ★★★0

    Jeg fandt lige et par artikler omkring "Maniac" serien, som jeg synes var interessant læsning. De indeholder dog flere store spoilers, så det er kun hvis man allerede har set serien, at man kan læse dem. 

    www.vulture.com/2018/09/maniac-netflix-ending-explained.html

    www.indiewire.com/2018/09/maniac-netflix-review-ending-spoilers-1202005888/

    www.huffingtonpost.com/entry/netflix-maniac-questions-answered_us_5ba3f261e4b069d5f9d130f1

    Jeg sad desuden og tænkte over hvilket afsnit, som jeg bedst kunne lide og der faldt mit valg klart på afsnit 9 "Utangatta", hvor man kommer hele følelsesregistret igennem i samme afsnit. Først lå jeg flad af grin, så var jeg revet med af nogle herligt over-the-top action-sekvenser og til sidst sad jeg med tårer i øjnene i scenen mellem Emma Stone og Julia Garner. Hvis jeg skulle bedømme et enkelt afsnit, ville det klart få 10/10. 

    Der ud over glæder jeg mig endnu mere til den kommende Bond-film med tanke på, hvor smertefrit og overbevisende Cary Joji Fukunaga i "Maniac" er i stand til at skifte mellem genrer, stemninger og følelsesmæssige udtryk. Det må siges at være en instruktør med et kæmpe kreativt overskud. :)

    NightHawk22-10-18 18:16

  • 1

    I forbindelse med Maniac har Tim Goodman skrevet en interessant artikel, som ikke så meget handler om Maniac, men et input i forhold til forskellene på TV- og filmmedietm i følge ham. Kort opridset mener han at TV-serier er manuskriptforfatterens medie og film er instruktørens, hvilket i følge Tim Goodman giver nogle problemer i blandt andet en serie som Maniac. En serie som jeg i øvrigt ikke selv har set, men glæder mig til da Fukunaga er en af de mest interessante og dygtige instruktører der findes, ikke mindst meget kreativ versatil.

    www.hollywoodreporter.com/bastard-machine/critics-notebook-rise-tv-auteur-no-thanks-1150887

    Whispering Horse22-10-18 18:23

  • ★★★0

    I forbindelse med Maniac har Tim Goodman skrevet en interessant artikel, som ikke så meget handler om Maniac, men et input i forhold til forskellene på TV- og filmmedietm i følge ham. Kort opridset mener han at TV-serier er manuskriptforfatterens medie og film er instruktørens, hvilket i følge Tim Goodman giver nogle problemer i blandt andet en serie som Maniac. En serie som jeg i øvrigt ikke selv har set, men glæder mig til da Fukunaga er en af de mest interessante og dygtige instruktører der findes, ikke mindst meget kreativ versatil.

    www.hollywoodreporter.com/bastard-machine/critics-notebook-rise-tv-auteur-no-thanks-1150887

    Bestemt spændende læsning, men jeg synes også at Tim Goodmans påstand - om at manuskriptforfattere gør sig bedst på Tv mens instruktører gør sig bedst på film -virker noget gammeldags i forhold til hvordan tv-serier og kreativiteten bag har været i rivende udvikling de sidste 20 års tid.

    Jeg ved godt, at Goodman kommer med eksempler på, at det modsatte kan være tilfældet og at man kan gå helt tilbage til 60'erne for at finde eksempler herpå. Men jeg synes ikke, at hans påstand giver megen mening som generel betragtning og da slet ikke set i forhold til hvordan man laver tv-serier idag - vel at mærke hvis man ser på selskaber som Netflix, HBO, AMC og Showtime, hvor der som regel er højere til loftet mht kreativiteten og hvor både manuskriptforfatteren og instruktøren begge er lige vigtige mht skabelsen af en serie.

    Han nævner både "Mr. Robot" også "Homecoming", hvor han fremhæver instruktørens visuelle tricks som en forstærkning af karakterens måde at anskue verden på og et løft af måden det skrevne bliver visualiseret på. Begge er gode eksempler skønt det, at jeg helt bestemt mener at have set den slags virkemidler før i andre serier. 

    Det er tydeligt at læse, at Tim Goodman er stor fan af skaberen bag de to serier, Sam Esmail, og i den del af artiklen er han stort set helt ukritisk. Når han så til gengæld snakker om "Maniac", synes jeg at Goodman skøjter meget hurtigt hen over serien og konkluderer hastigt, at det er stil uden indhold uden at komme med nogle dybdegående argumenter for hvorfor, at det skulle forholde sig således.

    Jeg er mild sagt lodret uenig med ham, også på det punkt, og synes at "Maniac" er det stik modsatte og at Cary Fukunagas visuelle tricks på samme måde som hos Sam Esmail også er med til at forstærke historien og karakterene i "Maniac" frem for blot at være en række selvstændige gimmicks, der står isoleret fra fortællingen.

    Så med "Maniac" har man i allerhøjeste grad et mesterligt eksempel på en instruktør der er i stand til at indgå i et perfekt samarbejde med manuskriptforfatteren og hvor begges input kommer til udtryk i beskrivelsen af karakterenes udvikling og psykiske tilstand og historiens bagvedliggende temaer i skøn forening med det visuelle udtryk.

    NightHawk22-10-18 22:59

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen