Brugeranmeldelse: Maniac (2018)

"Maniac" er et periodevis rablende vanvittigt og humoristisk syretrip af uhørte dimensioner.

Cary Joji Fukunagas store gennembrud kom med den mesterligt skrevne krimiserie "True Detective", hvis forførende sjæleflænsende narrativ og hypnotisk betagende billesprog fejede benene væk under de fleste anmeldere og seriefans på en yderst stilbevidst og følelsesmæssig effektiv, men også lige-ud-ad-landevejen-agtig facon i beskrivelsen af sine karakterers deroute og forsøg på at få livet tilbage på rette spor. Det samme kan ikke ligefrem siges om Fukunagas seneste projekt på tv-seriefronten, "Maniac", der er et periodevis rablende vanvittigt og humoristisk syretrip af uhørte dimensioner, og som via en sprudlende og kæk nostalgisk henvisning til de neon-oplyste 80'ere udgør en vidunderlig kreativ rejse ind i menneskets skrøbelige og uforudsigelige sind.

I denne moderne fabel, der foregår et sted i en ikke så fjern fremtid, introduceres man i et fornuftigt opbygget tempo for seriens to protagonister i skikkelse af Jonah Hills forsagte og underdanige Owen – der lider af et stort set ikke eksisterende selvværd og en ubehagelig dominerende familie – samt for Emma Stones irritable og temperamentsfulde Annie, der bærer på et smerteligt traume og en kaotisk opvækst, som er knusende tæt på at få hende til at eksplodere i et virvar af indebrændte følelser. I en blanding af at have hårdt brug for hjælp til at bearbejde deres respektive psykiske problemer og for samtidig at få et afbræk fra deres familier melder Owen og Annie sig til et kryptisk forskningsprojekt styret af et japansk firma, som efter sigende skulle være i stand til at levere skelsættende resultater ud i psykiatrisk behandling.

Anmeldelsen fortsætter under billedet

Det besynderlige forskningseksperiment – som er en pudseløjerlig kombination af psykedeliske piller og en supercomputer med kunstig intelligens – sender efterfølgende Owen og Annie ud på en række vilde eventyr i forskellige tidsperioder, hvor de optræder som variationer af deres personligheder i et forsøg på at bearbejde deres traumer. Men undervejs går noget grueligt galt, og da supercomputeren pludselig udvikler uforudsigelige humørsvingninger, forstærkes følelserne og forbindelsen mellem de to fortabte sjæle Owen og Annie, alt imens kaosset også får store konsekvenser for projektets ledere i skikkelse af den absurd kæderygende og seksuelt frustrerede Dr. Azumi Fujita (Sonoya Mizuno), der sideløbende tumler med et akavet romantisk forhold til sin tidligere mentor og nu kollega, Dr. James Mantleray (Justin Theroux), som tilmed lider af et bizart og vulgært komisk ødipuskompleks til sin arrogante selvhjælpsguru af en moder, der spilles herligt bedrevidende af Sally Field.

Således sørger Cary Joji Fukunaga for at flette trådene mellem den kunstigt skabte personlighedsspaltende verden og den virkelig verden sammen, så der stilles flere underfundige og eftertænksomme spørgsmål i forhold til autoriteternes og behandlingssystemets måde at håndtere psykiske lidelser og traumer på. Dette kombineres desuden sublimt med en perlerække af fremragende skuespilpræstationer – ikke mindst fra Emma Stone og Jonah Hill, som aldrig er set bedre – og adskillige visuelle indtryk, der dog aldrig forvirrer, men til gengæld underholder intelligent, hvilket gør Fukunagas psykedeliske miks af "Alice i eventyrland" og "Rumrejsen år 2001" særdeles relevant qua seriens budskaber om næstekærlighed, omsorg og menneskelig interaktion, især når dette sættes op imod den mere og mere teknologisk indrettede og følelsesmæssigt distancerende verden, vi lever i i dag.

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.