Brugeranmeldelse: Stranger Things - sæson 3 (2019)

Jeg ser frem til sæson 4, men jeg håber også, at det bliver seriens sidste, medmindre der sker noget helt nyt og uventet.

I seriens tredje sæson står den på endnu en (u)hyggelig og nostalgisk tur tilbage til 80'ernes Hawkins og et gensyn med seriens efterhånden store persongalleri, der suppleres af flere nye karakterer undervejs. Der er ikke meget nye under solen historiemæssigt – alt hvad der har virket i de tidligere sæsoner, genbruges og udbygges, hvorved sæsonen består af en blanding mellem gys og komik tilsat en god portion teenage-drama. 

Seriens største problem er, at historien bliver mindre troværdig for hver ny sæson, simpelthen fordi det bliver mindre og mindre sandsynligt, at hele persongalleriet på forskellig – og til dels tilfældig – vis langsomt bliver inddraget i mysteriet på ny. Måske skulle karaktererne – tro mod 80'erne – lave en telefonliste og advare hinanden, når der på ny er fare på færde? Det betyder desværre også, at en større del af persongalleriet ikke rigtigt får noget væsenligt at byde ind med – det gælder faktisk hele Buyers-familen, hvor Will næsten bliver reduceret til monster-detektor, Jonathan bliver reduceret til Nancy-væbner, og Joyce (oplagt) bliver brugt således, at David Harbour stadig har nogen at spille op imod.

Anmeldelsen fortsætter under billedet

Sæsonens A-historier med Eleven og co. på den ene side og Hopper og co. på den anden side er lidt business as usual, selvom der er skruet godt op for både uhygge og action, blandt andet med referencer til "Invasion of the Body Snatchers", "The Thing" og "The Terminator", men den mere komiske B-historie med Dustin, Steve og den nye figur Robin stjæler ofte showet, blandt andet gennem det fantastiske samspil mellem Gaten Matarazzo, Joe Keery og Maya Hawke. C-historien med Nancy og Jonathan kunne jeg godt have undværet, men det er heldigvis også den historie, der får mindst plads.

I de sidste afsnit samles alle tråde igen på fantastisk vis, og sæsonens sidste afsnit er et godt bud på seriens bedste, hvor man enten vil hade eller elske Dustins helt store øjeblik (som jeg stadig ikke har fået ud af hovedet), og hvor nogle af de store følelsesmæssige øjeblikke alene formidles gennem skuespillernes øjenkontakt i stedet for unødvendig dialog, der skal sikre, at alle virkelig har forstået hændelser, der er letforståelige, hvorved de store øjeblikke står meget stærkt.  

Jeg ser frem til sæson 4, men jeg håber også, at det bliver seriens sidste, medmindre der sker noget helt nyt og uventet. Det er i hvert fald begrænset, hvor mange greatest hits-sæsoner, der er plads til. Samtidig håber jeg, at man vil overveje at skære unødvendige karakterer fra eller i det mindste reducere deres tid på skærmen.

Læs brugeranmeldelsen af 1. sæson her og 2. sæson her.