Moovy Exclusive: Kristendom og komedie

Kristendom og komedie. To ord, som vi i dag i Vesten, bl.a. takket være den britiske komediegruppe Monty Python kan sætte sammen og nyde på alskens måder – uden at frygte det helt store ramaskrig fra diverse troende samfund. Det er jo med god grund ikke helt det samme tilfælde for sammensætningen af de mere generelle ord religion og satire, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at vestlige kunstnere og kritikere i utallige år og med relativ stor frihed har kunnet udforske deres kristne kulturer og baggrunde med et smil på læben.

Der går altid en rum tid mellem udgivelser af "kristendomskomedier" på det store lærred, men nyligt er den belgiske "Det spritnye testamente" kommet ud i danske biografer, og derfor er det oplagt at kigge lidt på film, der i tidens løb har taget kristendommen under kærlig behandling. Det er også interessant at se på, om mange af disse film tilsyneladende bare er lavet for at gøre grin, eller om de nogle gange også byder på mere seriøse budskaber bag den sjove facade.

Der er selvfølgelig en del filmfolk, som før pythonernes åbenlyse indtog med "Life of Brian" (1979) har leget med og udpeget nogle af kristendommens absurditeter. En af de mest prominente er Luis Buñuel, der i mange af sine surrealistiske film altid har små, men skarpe visuelle kommentarer til kirken og kristendommen. I "Den andalusiske hund" (1929) er der bl.a. en scene, hvor manden for at komme tæt på den kvinde, han begærer, finder på at slæbe to stentavler med de ti bud og to præster sammen med to klaverer med to døde æsler på. I Buñuels andet surrealistiske mesterværk, "Guldalderen" (1930), bliver en præst smidt ud af vinduet, og senere er en af fortællingens gerningsmænd klædt ud som Jesus.

Buñuel blev indtil det sidste ved med at gøre grin med kirken og kristendommen – og især det rige borgerskab – men hans filmiske satire har på mange måder altid bestået sig i disse surrealistiske og absurde, visuelle fremstillinger. De kan selvfølgeligt tolkes på en masse forskellige måder, og derfor kan det godt blive lidt svært at finde en større mening i disse små tableauer. De kan måske endda blot tolkes som "ikke andet" end en form for uhæmmet leg med religiøse symboler.

Italienerne har her været måske lidt bedre til at give deres humoristiske kritik af kristendommen en mere entydig forståelsesramme. Både Vittorio De Sica og Pier Paolo Pasolini begav sig ud i kristendomskomedien i begyndelsen af 1960'erne. Med multiprotagonistfilmen "Il giudizio universale" (1961) skildrer De Sica, hvordan en masse forskellige mennesker i Napoli reagerer forskelligt på, at der pludseligt om morgenen lyder en stemme fra himlen, der fortæller, at Dommedag vil indtræffe kl. 18.00 samme dag. Filmen, der er værd at se udelukkende pga. dens enorme indhold af amerikanske, franske og italienske stjerner, kan ikke lade være med at gøre grin med den ellers guddommelige stemme. Det sker f.eks., når den begynder at dømme alle mennesker i verden én for én, og alle andre folk begynder at blive utålmodige, fordi de skal vente så længe på deres tur. Filmen udvisker dog lidt sit budskab og gør måske bare grin med sit emne, fordi præmissen til at begynde med er så absurd.

Pasolini, der ellers er kendt for sine ret alvorlige film, begav sig også ud i kristendomskomedien. Det gjorde han med kortfilmen "La ricotta" og den senere "Uccellacci e uccellini", hvor den folkekære komiker Totò spiller hovedrollen. Begge film har dog meget seriøse dele, hvor komedien helt forsvinder, og udgør nok mere en kritik af den magtfulde kirke, samtidigt med at den endda tilskynder en åndelig hengivelse til den kristne tro.

Monty Python havde allerede gjort grin med kristendommen siden "Monty Pythons flyvende cirkus" og igen i "Monty Python og de skøre riddere" (1975). "Life of Brian" er dog den film, der på mest omfattende vis tager kristendommen (og jødedommen) under kærlig behandling. Sammenlignet med Buñuel er deres absurde og surrealistiske jokes langt mere sofistikerede. Typen af humor er dog ret beset den samme. Den er absurd og skør, men den er samtidigt tvetydig og svær at tolke. Derfor kunne man spørge sig selv, hvilket formål denne humor har.

Et muligt svar kan spores i det forsvar af filmen, som kom efter at utallige kristne organisationer kritiserede den. En af filmens producere var nemlig ex-Beatlen George Harrison, der i sidste øjeblik reddede filmen fra finansiel kollaps. Harrison var på det tidspunkt en stor spiritualist, og lidt ligesom Pasolini følte han et behov for et åndeligt forhold til kristendommen, samtidigt med at han gik ind for at kritisere kirken pga. dens magt og dogmatiske regler. "Life of Brian" udpeger netop de mange formelle absurditeter ved kristendommen, samtidigt med at den viser, hvordan den stakkels Brians simple forhold til verden bliver ødelagt af dem.

Hollywood har også været med til at producere en del film inden for genren. Kristendommen bruges dog mere som udgangspunkt til at fortælle humoristiske spændingshistorier, og der gøres heller ikke synderligt grin med kristendommens og kirkens moral. Ældre eksempler er "Vorherre til vejrs" (1980), "Blues Brothers" (1980) og "Halløj i klosteret"-filmene, mens nyere eksempler er "Bruce Almighty" (2003), "Evan Almighty" (2007) og "This Is The End"” (2013).

Mere interessant er Kevin Smiths "Dogma" (1999), som er en af de få amerikanske film, der gør grin med kristendommen i form af katolicismens mange (opfundne) regler. Her bliver filmens budskab nemlig, at troen ikke skal blive blandet med arbitrære regler om, hvordan man skal tro.

Derfor ser det ud, som om en god måde at blande kristendom og komedie sammen på er ved at lave (sjove) jokes ud af de mange absurde formaliteter og regler, der er at finde i den kristne tro, men samtidigt ikke underkende menneskets behov for at tro på noget, selvom der selvfølgelig også kan laves en masse sjov ud af det.

Kommentarer

Kristendom og komedie

  • ★★★0

    Og det her nadver-billede fra Bunuels Viridiana: s3.amazonaws.com/auteurs_production/images/film/viridiana/w1280/viridiana.jpg

    For i øvrigt, så er der meget lidt tilfældigt i Life of Brian. Det meste er en reference til noget historisk eller bibelsk. Eksempelvis er denne scene en kommentar til de mange venstreorienterede britiske bevægelser og partier på den tid. Jeg har haft en tidsskrift-artikel et sted, men kan desværre ikke finde den længere - men der er rigtig, rigtig mange af sådanne mere eller mindre obskure referencer.

    Guldager28-06-16 12:55

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen