Kevin Smiths "Moose Jaws" rykker tættere på produktionsstart

Måske får vi faktisk Kevin Smiths drømmeprojekt at se – "Dødens gab" med en elg!

Kevin Smith har langt mange skøre projekter gennem tiden – ud over at hans succesfulde indie-film, såsom "Clerks" og "Mallrats", er gennemsyret af skæve eksistenser og gakkede påfund, så har Smith også lavet bl.a. "Yoga Hosers", hvor to unge yoga-entusiaster bekriger et ondt væsen, og "Tusk", hvor Justin Long forvandles til en menneskelig hvalros.

Men tilbage i foråret 2020 løftede Smith sløret for sit utvivlsomt skøreste projekt til dato: "Moose Jaws". Og ja, som titlen netop antyder, bliver filmen en slags nyfortolkning af "Dødens gab" – bare med en blodtørstig elg som monster i stedet for en hvidhaj.

Og Smith insisterede på, at projektet ikke bare var et luftkastel, men at han faktisk allerede har drøftet idéen med potentielle investorer. Og under en nylig Q&A afslørede Smith, at projektet nu er tættere på at gå i produktion.

Læs også: Ben Affleck og Matt Damon: Kevin Smith reddede "Good Will Hunting"

Især fordi Smiths "Jay and Silent Bob Reboot" klarede sig godt på hjemmevideo er filmselskabet Lionsgate efter sigende klar på at finansiere "Moose Jaws". Smith konstaterede:

"De fortalte mig: 'Vi solgte så mange eksemplarer af 'Jay and Silent Bob Reboot' på dvd og Blu-ray, at hvis du kan lave mere af det her lort med Jay og Silent Bob, og hvis du kan gøre det for under otte millioner dollars, så er vi friske.' Og jeg sagde: 'Jeg har så mange ideer til lort med Jay og Silent Bob!'

"Og så sagde jeg: ''Moose Jaws' er ligesom 'Dødens gab', bare med en elg i stedet for en haj.' Og så spurgte de: 'Hvad er filmens budget', og jeg sagde: 'Cirka tre millioner dollars', og så svarede de: 'Lad os lave fire af dem.' Så det ser ud til, at 'Moose Jaws' endelig bliver til noget."

Smiths ord antyder også, at to af filmmagerens mest ikoniske figurer – Jay og Silent Bob (spillet af hhv. Jason Mewes og Smith selv) – dukker op i "Moose Jaws", selvom Smith antydede i sommeren 2020, at han var ved at skrive de to figurer ud af manuskriptet til "Moose Jaws".

Det er stadig uklart, hvornår "Moose Jaws" går i produktion og udkommer. Mens vi venter på mere nyt, kan I herunder (gen)se Moovy TV's dybdeborende og animerede interview med Smith fra 2020, hvor vi taler om et væld af mandens gamle og kommende projekter:

Kommentarer

Kevin Smiths "Moose Jaws" rykker tættere på produktionsstart

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen