Moovy Exclusive: OFF – Odense Film Festival 2023

Årets OFF – Odense Internationale Film Festival er veloverstået. Moovys udsendte ser i reportageform tilbage på endnu et år i kortfilmens tegn.

Med 16.000 billetter i rekordstort forsalg er der ingen tvivl om, at både lokale og internationale gæster har taget OFF – Odense International Film Festival til sig. I løbet af ugen var der rig mulighed for at se de 129 film, som er udtaget til konkurrencerne. Men var du klar over, at festivalen byder på et hav af andre filmrelaterede begivenheder som talks, debatter, workshops, showcases, koncerter, quiz og meget mere? I det følgende kan du få et lille indblik i noget af alt det, man også kunne tage sig til, når der ikke lige var kortfilm på programmet.

PANELDEBAT: KORTFILMENS FREMTID I DANMARK

Direktør for Det Danske Filminstitut, Claus Ladegaard, samt filmskaberne Christian Tafdrup ("Speak No Evil", "En frygtelig kvinde") og Zinnini Elkington ("En flirt") var inviteret til en snak om kortfilm og fremtiden for disse i det danske medielandskab. Ordstyrer, film- og kulturjournalist, Maria Månson, dirigerede med kyndig hånd debatten, som kom godt rundt om de problemstillinger, der er forbundet ved produktion og distribution af kortfilm. 

Det er især distributionsdelen, der herhjemme lader en del tilbage at ønske. I nabolande som Sverige og Skotland nyder kortfilmen en større popularitet hos den brede befolkning, bl.a. fordi deres public service-kanaler jævnligt har dem på dagsordenen. Her var der bred enighed om, at DR hænger i bremsen i den forbindelse. I det mindste kunne man eksempelvis have ‘Ugens kortfilm’ i nyheds-karrusellen på DR TV’s hjemmeside, som én af paneldeltagerne foreslog. 

Derudover var der legitim undren over, at kortfilm ikke er mere udbredt på de mange streamingtjenester, for hvem den korte form kunne være en logisk udvidelse af kataloget. Hvis de altså gerne vil have kløerne i de seere, som måske ikke ønsker at investere tid i overlæssede spillefilm og alenlange serier. Netflix har som eksempel haft succes med den fremragende, og yderst seværdige, "Love, Death & Robots", der indtil videre består af 36 animerede kortfilm med vægten lagt på science fiction og fantasy. Der er således eksempler på, at det kan fungere, så mere af den slags blev efterspurgt, hvilket jeg kun kan tilslutte mig.

En god og sober debat, der fik dissekeret emnet på en tilfredsstillende facon. Og så var det i øvrigt rart, at der også blev levnet plads til at belyse de ting, som vi er gode til herhjemme, når det kommer til det korte format. En alt for ensidig klagesang kan nemlig ret hurtigt blive unuanceret og perspektivløst.

DEN ULTIMATIVE FILMQUIZ

Den traditionsrige dyst på filmisk paratviden er et personligt højdepunkt for mig. Under holdnavnet "Nerdvana" har jeg sammen med min Moovy-kollega Kristian Enevoldsen, samt Nikolaj Balle og Louise Olsen, indtaget førstepladsen tre år i træk. Forventningerne og humøret var således i top, da de faste værter, Wikke og Rasmussen ("Gooseboy"), bød velkommen til årets kappestrid. Ved deres side havde de overdommer Christian Monggaard, der til daglig er filmredaktør på Information. Han skal sørge for, at det hele går ordentligt for sig; en opgave der bestemt ikke bliver nemmere, efterhånden som aftenen skrider frem, og antallet af konsumerede fadøl når sit zenit.

Quizzen består af fem runder med hvert ti spørgsmål. Holdet med flest point til slut har ikke bare vundet hæder og ære, men også retten til at duellere mod hr. Monggaard i superfinalen. Som sagt, så har vi været ganske suveræne de seneste tre år. Denne gang måtte vi dog beklageligvis se os slået med sølle ét point, af en samling udenbys lejesvende, der bl.a. talte filmjournalist Ann Lind Andersen. De fejede ligeledes gulvet med quizmasteren, og kunne efterfølgende kalde sig aftenens ultimative triumfatorer.  Jeg skal gerne indrømme, at det var en små-bitter pille at sluge, men som altid var det trods alt en sand fornøjelse at tage del i løjerne. Vi vender stærkt tilbage næste år!

SHOWCASE: ALLETIDERS ANIMATIONER

Open Workshop er et filmværksted i Viborg, der fokuserer på animationsprojekter i alle størrelser. Dagens showcase bestod således af fem forskellige animerede kortfilm. Der fint understregede hvor alsidigt og kreativt et output det jyske uddannelsessted har for vane at ekstrahere. 

Der blev lagt ud med en seksuelt ladede "27". Den omhandler den unge Alice, som efter endt uddannelse har været nødt til at flytte hjem igen. En nyuddannets løn rækker nemlig ikke til egen bolig og dertil ikke at få kickstartet det forjættede voksenliv. I stedet eksperimenterer hun med stoffer, og drømmer sig væk til en verden af uforpligtende sex. 

Sydkoreanske Chaerin Im står bag "I Am A Horse", som havde en minimalistisk og særegen stil, men var lige en tand for abstrakt i sit udtryk til min smag. 

Den finske "Nun or Never" legede finurligt med symbolik og nonverbal kommunikation. Vi følger en nonne, der ved et tilfælde introduceres til kødets lyster, og selvom der ingen dialog er, formår Heta Jäälinoja at tilføre både humor og poesi til værket.  

Næstsidste film, hvis titel desværre er undsluppet mig, var en virkelig flot opvisning i fotorealisme ved hjælp af blyantstegninger. Mange af scenerne havde kun sporadisk animation, som en flyvende flue eller et flimrende TV. Men det gav plads til at nærstudere billederne, som var detaljerige og sært dragende i al deres monokrome pragt.

David Lynch møder Teletubbies i Tobias Ruds "The TOBOS", der rundede programmet af. En simultant farverig og foruroligende fortælling om at miste evnen til at relatere til andre mennesker. En klar favorit, og Tobias’ præsentation af teknikkerne, der blev brugt til at fremmane filmens visuelle snit, gjorde at man satte yderligere pris på det færdige resultat.

OFF Awards

Lørdag aften kl. 20 åbnede Magasinet dørene til den traditionsrige prisuddeling, hvor festivalens bedste bedrifter bliver belønnet. I alt blev 14 priser overrakt:

DEN INTERNATIONALE KONKURRENCE

H.C. Andersen Award: "Skinned" (Frankrig, Instr. Joachim Hérissé)

Storyteller Award: "Circle of Trust" (Sverige, Instr. Victor Nyåker)

Artist Award: "Asterión" (Tjekkiet, Instr. Francesco Montagner)

EFA-kvalifikation: "Papa – Notes on Life and Death" (Danmark, Instr. Andreas Bøggild Monies)

DEN DANSKE KONKURRENCE

Best Danish Short Film: "Et eksempel: Dem på gulvet" (Instr. Selma Sunniva)

Filmfyn Talent Award: "Sværddrage" (Instr. Amalie Maria Nielsne)

Bedste Danske Skuespiller: Kimmi Liv Sennova, "Strandet"

ANNOMATIONSKONKURRENCEN

Børge Ring Award: "Amok" (Ungarn/Rumanien, instr. Baláz Turai)

Animation Talent Award: "Let The Eat Cake" (Danmark, instr. Mathias Rodrigues Bjerre)

DOKUMENTARKONKURRENCEN

Best Short Documentary: "Neighbour Abdi" (Holland, instr. Douwi Dijkstra

The Soapbox Award: "Squid Fleet" (USA, instr. Ed Ou & Will N. Miller)

UNGDOMSKONKURRENCEN

Ungdomsjuryens Pris: "Drøm" (Danmark, instr. Snobar Avani)

PUBLIKUMSAFSTEMNING

Audience Award: "Papa – Notes On Life And Death" (Danmark, instr. Mathias Rodrigues Bjerre)

Youth Audience Award: "From Above" (Danmark, instr. Nikolaj Kopernikus)

SPRING 23

Afslutningsvis kan jeg berette, at det er planen, at lancere spillefilmsfestivalen OFF Spring i Odense til foråret 2025. I den anledning havde man inviteret de fem danske instruktører Christian Einshøj, Marie Grahtø, Katrine Brocks, Ulaa Salim ("Danmarks sønner") og Anders Walter ("I Kill Giants") til at fortælle om deres spring fra kortfilm til værker i fuld længde. De havde hver især udvalgt to film – én kort og én lang – som kunne ses hos Nordisk Film Biografer, der har til huse i Odense Banegårdscenter. Hver visning blev indledt af en snak med instruktøren, så publikum var klædt godt på, inden de skulle lade sig forføre af de levende billeder på lærredet. Walter havde medbragt sin aktuelle spillefilm, "Når befrielsen kommer".

Det var alt for denne gang. Jeg ser allerede frem til 2024, hvor uge 35 atter vil byde på masser af kortfilm og kærlighed i hjertet af Odense.

Ønsker du at streame kortfilm hjemme fra sofaen, kan du med fordel besøge OFFstream.dk og Ekko Shortlist, som begge er gratis at benytte.

Fra  4. til 10. september 2023 har du mulighed for at se hele konkurrenceprogrammet på OFFstream.dk for kr. 89.

Kommentarer

OFF – Odense Film Festival 2023

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen