Moovy Exclusive: Tillykke med fødselsdagen, Star Trek!

I dag fylder den sejlivede sci-fi-saga 57 år – og den 30. september kan du (gen)se tre af franchisens film på det store lærred sammen med os!

Den 8. september 1966 blev det første afsnit af "Star Trek" vist på amerikansk tv. Den noget kitschede tv-episode "The Man Trap" bød på et grufuldt monster, der dræber sine ofre ved at forføre dem for dernæst at suge al salt ud af deres kroppe. Kan kaptajn James T. Kirk og hans Enterprise-mandskab mon besejre ondskaben?

Det var nok de færreste, der så dét afsnit for fem årtier siden og forestillede sig, at "Star Trek" ville afføde (i skrivende stund) 13 spillefilm og over 10 spin-offs.

Men i dag er "Star Trek" altså en af popkulturens største sværvægtere, som på tværs af talløse tv-episoder, videospil, bøger og film leverer et ocean af historier om Starfleets eventyrlystne helte, der udforsker Mælkevejen og kæmper for fred og fordragelighed.

I forbindelse med en tidligere "Star Trek"-fødselsdagsfejring lavede vi denne video, som byder på højdepunkter fra de "Star Trek"-film og -serier, som fandtes på dét tidspunkt:

Og om få uger kan I se flere "Star Trek"-højdepunkter i biografen. For ligesom sidste år inviterer Moovy og FORMAT Biograf på "Star Trek"-filmfestival – denne gang den 30. september.

Her kan I opleve "Star Trek II: The Wrath of Khan", "Star Trek: Generations" og "Star Trek: Beyond" på biografens største lærred i knivskarp 4K, mens der også er fuld smæk på lyden, naturligvis. Hver film introduceres af undertegnede, og man behøver naturligvis ikke være en regulær trekkie for at kunne følge med!

Programmet byder også på en underholdende quiz med dertilhørende eksklusive præmier (inklusive signerede Blu-rays), "Star Trek"-livemusik med Det Andet Rum samt alskens forfriskninger. I kan læse mere og købe billetter her.

Og herunder kan I se en lille trailer til årets "Star Trek"-filmfestival – vi ses om tre ugers tid i Ballerup. Engage!

Kommentarer

Tillykke med fødselsdagen, Star Trek!

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen