Åh nej! Bobslæden fra "Cool Runnings" er blevet stjålet!

Nogle yderst koldblodige tyveknægte har været på spil.

Tilbage i 1993 blev sportskomedien "Cool Runnings" (på dansk: "Af banen") et relativt stort hit for Disney. På verdensplan indtjente filmen 155 mio. dollars, og den havde blot kostet 14 mio. dollars at producere.

Filmen var løst baseret på den sande historie om Jamaicas bobslædehold under Vinter-OL i 1988. Fire brave gutter fra den tropiske ø i det caribiske hav kæmpede sig frem til det enorme, internationale sportsstævne og vandt publikums gunst og deres konkurrenters respekt.

Til gengæld valgte nogle tyveknægte forleden at være aldeles respektløse, da de brød ind i en bar i Calgary, Canada, og stjal filmens bobslæde.

Filmens produktionshold overrakte bobslæden til baren for adskillige år siden, og den havde siden da prydet stedets facade lige under taget.

"Hvad vil du gøre med en jamaicansk bobslæde?"

Ejendomsmægleren Rob Campbell, som er ved at arrangere salget af baren, udtaler: "Det er en kæmpe mavepuster. [Bobslæden] stod ikke på terrassen. Den stod placeret seks meter over jorden, og fire mænd samarbejdede for at få den derop. De brugte kæder og kæmpe skruer. Det har krævet en stor indsats [at få den ned]."

Campbell regner heller ikke med, at bobslæden bliver let at få afsat for forbryderne: "Du kan ikke lægge den op på Kijiji (Canadas svar på eBay, red.). Du må bare stille den i din mandehule for at vise andre, at du enten er en tyv, eller at du køber tyvegods."

Selv et af de ægte medlemmer af Jamaicas legendariske bobslædehold, Devon Harris, har sat ord på sin sorg:

"Hvad vil du gøre med en jamaicansk bobslæde? Der er så mange mennesker i verden, som kan relatere sig til os, som var frække nok til at jage en drøm, som alle troede var uopnåelig. Kom tilbage med [bobslæden], så vi alle kan nyde den. Hvorfor vil du være den eneste? Det er selvisk."

Det canadiske politi gennemgår stadig overvågningsbilleder i forsøget på at finde forbryderne, og de lover en løsesum til dem, der sørger for, at bobslæden vender tilbage. Vi satser naturligvis på, at når politiet finder bobslæden, så bærer de den tilbage til baren cirka således:

Kommentarer

Åh nej! Bobslæden fra "Cool Runnings" er blevet stjålet!

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen