Årets Robert-uddeling bliver en virtuel event

Og du vil kunne se uddelingen af "de danske Oscars" live her på Moovy den 6. februar.

For få uger siden blev årets Robert-nominerede offentliggjort. De prestigefyldte priser uddeles af Danmarks Film Akademi, som består af godt 2000 personer, der arbejder foran og bag kameraet i den danske film- og tv-industri.

Især "Druk", "Retfærdighedens ryttere" og "Shorta" har optjent mange nomineringer i de forskellige kategorier. Men vinderne får altså ikke – i modsætning til de seneste år – overrakt prisen i Tivolis kongrescenter i København.

Læs også: "Retfærdighedens ryttere", "Druk" og "Shorta" fører an i årets Robert-felt

I stedet bliver Robert-uddelingen 2021 en virtuel event. Det fremgår af en spritny pressemeddelelse, som filmakademiet har udsendt.

Showet løber stadig af stablen som planlagt lørdag den 6. februar fra kl. 19.00, og årets vært bliver Søren Høy. Et program for prisuddelingen udsendes få timer før showet.

Robert-uddelingen kan streames gratis online – bl.a. her på Moovy, hvor vi sørger for at lægge live-transmissionen op på forsiden. Og ligesom de forgangne år har undertegnede i øvrigt klippet highlight-montagen med højdepunkter fra det forgangne års danske tv- og filmproduktioner. Her kan du se højdepunkterne fra 2016, 2017, 2018 og 2019.

Kommentarer

Årets Robert-uddeling bliver en virtuel event

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen