"Bohemian Rhapsody" - kom til Sing-A-Long-visning og skrål med på sangene
Queen-filmen hitter fortsat i biograferne, og nu får du mulighed for at se eller gense den på helt særlig vis.
Hvis du har set Queen-filmen "Bohemian Rhapsody" i biffen og havde svært ved ikke at synge med på alle de klassiske rocksange, er der godt nyt. Nordisk Film Biografer inviterer nemlig nu til en helt særlig Sing-A-Long-visning af filmen, hvor publikum opfordres til at skråle med.
Visningen finder sted mandag 21. januar i en lang række byer og biografer. Sangene vil være tekstet, men resten af filmen er uden undertekster.
Nordisk Film skriver samtidig i en pressemeddelelse, at "Bohemian Rhapsody" siden premieren 1. november har rundet 400.000 solgte billetter i Danmark, og at den konsekvent har holdt sig i top 10 over mest sete film siden premieren.
Du kan booke billetter til særvisningen på Nordisk Film Biografers hjemmeside.