Ja Marlene tager fejl.
Bruce Willis’ mor er slet ikke i tvivl: "Die Hard" er IKKE en julefilm
Marlene Willis bidrager til en sejlivet filmdiskussion, som bare ikke vil dø (hårdt).
Siden 1988 er der næppe noget spørgsmål, der har udløst flere ophedede diskussioner og skænderier blandt filmnørder end: Er 'Die Hard' egentlig en julefilm? (skarpt forfulgt af "hvem skød først?" og "hvorfor lagde man ikke en overordnet plan for Episode VII-IX?")
Senest blussede diskussionen op igen her på Moovy, hvor redaktionens julehilsen udløste en lavine af argumenter for og imod, at det klassiske actionbrag fra 1988 – som rigtigt nok udfolder sig i juledagene og bl.a. byder på lidt julemusik – kan defineres som en julefilm.
Læs også: Moovy Exclusive: Alternative (hyggelige) julefilm til de ældste
Uagtet om diskussionen overhovedet kan betegnes som vigtig eller meningsfuld, så erklærede filmens store stjerne, Bruce Willis, selv tilbage i 2018, at "Die Hard" ikke er en julefilm, men "en forbandet Bruce Willis-film!"
Og den kære Bruce får nu støtte fra familiær kant – hans tyske mor, Marlene Willis, fortæller nemlig TMZ, at "Die Hard" simpelthen ikke er en julefilm. Og mor har vel altid ret?
Hvorom alting er, så begrunder Marlene sit standpunkt med, at selvom "Die Hard" foregår i julen, så er julen slet ikke et essentielt element i filmen.
På TMZ fastslår en brugerafstemning i skrivende stund, at 57% af læserne mener, at "Die Hard" er en julefilm, mens en afstemning her på Moovy tilbage i 2019 viste, at hele 71% af vores læserskare føler, at "Die Hard" er i familie med "It's a Wonderful Life", "Alene hjemme" og (ikke mindst) "Mission julegave". Beklager, Marlene...