Tæller det med at jeg så halvdelen og faldt i søvn?

"Den lille havfrue" set 16 millioner gange på 5 dage på Disney+
Der er tale om en af de største streaming-premierer i tjenestens historie.
Disneys "Den lille havfrue" – et live-action-remake af John Musker og Ron Clements' tegnefilm af samme navn fra 1989 – har så småt færdiggjort sin rygcrawl ved biografernes billetluger, hvor den har indtjent 570 mio. dollars.
Selvom Disney formentlig havde sat snuden op efter en større indtægt (særligt i kølvandet på de nye "Løvernes konge"- og "Skønheden og udyret"-film, som begge indtjente over én milliard dollars), så er det stadig en hæderlig indtjening, der sikrer filmen en foreløbig 7.-plads på listen over 2023's største biografhits.
Og nu hvor Rob Marshalls musical er udkommet på Disney+, bliver filmen ved med at generere flotte tal.
Læs også: Disney laver "Den lille havfrue"-serie inspireret af den nye film
Deadline skriver, at efter sin streaming-premiere på Disney+ den 6. september formåede "Den lille havfrue" at høste 16 mio. visninger på 5 dage.
Seertallene er i øvrigt beregnet ud fra antal streamede timer divideret med kildematerialets længde – med andre ord: Det svarer til, at "Den lille havfrue" allerede er blevet set 16 mio. gange i sin helhed.
Der er tale om en af de største streaming-premierer i Disney+'s historie og den største af slagsen siden lanceringen af "Hocus Pocus 2" for et år siden, som vel at mærke ikke var udkommet i biograferne forinden.
Ifølge Disney har filmens succes på Disney+ også tydeligvis genereret større interesse i selskabets animerede filmskat.
Moovy TV talte med filmens skabere og stjerner (inklusive Melissa McCarthy og Javier Bardem) op til biografpremieren tidligere i år – de interviews kan I (gen)se her: