Det post-apokalyptiske PlayStation-spil "The Last of Us" bliver til HBO-serie

Bag serien står Craig Mazin, der stod bag sidste års prisvindende miniserie "Chernobyl".

Gennem det sidste stykke tid har der været snak om "Uncharted", filmatiseringen af Naughty Dogs PlayStation-serie af samme navn. For nogle år siden var det også planlagt, at der skulle komme en film baseret på de amerikanske udvikleres "The Last of Us". Ligesom "Uncharted" endte dette projekt i produktionshelvede, men nu ser det ud til, at projektet er genoplivet.

Ifølge The Hollywood Reporter bliver "The Last of Us" til en tv-serie, der skal udkomme på HBO. Serien bliver skabt af Craig Mazin, der stod bag sidste års prisvindende miniserie "Chernobyl". Men som noget, der sjældent ses med filmatiseringer af videospil, så er spillets manuskriptforfatter og medinstruktør, Neil Druckmann, også involveret som producer og forfatter. Naughty Dogs direktør, Evan Wells, er ligeledes involveret som producer.

En drøm går i opfyldelse

Udover HBO bliver serien skabt i samarbejde mellem Sony Pictures Television og PlayStation Productions. Dette bliver sidstnævntes første serie, hvor selskabet i forvejen står bag den kommende "Uncharted"-film. 

Craig Mazin, der angiveligt selv er gamer, udtaler følgende: "Neil Druckmann er uden tvivl den bedste historiefortæller i videospilverdenen, og 'The Last of Us' er hans Magnum Opus. At få chancen for at filmatisere hans mageløse arbejde er noget, jeg har drømt om i årevis. Og jeg er beæret over at gøre det i partnerskab med Neil."

"The Last of Us" blev udgivet på PlayStation i 2013 og handler om Joel og Ellie, der navigerer gennem et post-apokalyptisk USA, hvor folk er blevet til monstre grundet Cordyceps-svampen. Spillet er sidenhen blevet betragtet som værende ét af de bedste videospil nogensinde. Serien har ikke nogen udgivelsesdato, men indtil videre kan fans fornøje sig med "The Last of Us Part II", der udkommer til PlayStation 4 den 29. maj.

Kommentarer

Det post-apokalyptiske PlayStation-spil "The Last of Us" bliver til HBO-serie

  • ★★★1

    Hvis det absolut skulle ske, så virker dette som den rette måde at gøre det på. Fedt at se at Neil Druckmann også er involveret i produktionen.

    Essal 6-03-20 14:58

  • ★★★★★0

    Efter den vellykkede "The Witcher" (som dog i nogen grad er baseret på bøger, ikke på spillene), så er jeg positivt indstillet til at få videospil som tv-serier. Det virker som om at det kan lykkes bedre end film. 

    Lars! 6-03-20 15:56

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen