Disney udskyder "Avatar"-fortsættelserne og flere Marvel-film

Vi vender først tilbage til Pandora i 2025. Til gengæld udkommer to "Star Wars"-film i 2026.

På grund af forskellige produktionsforsinkelser og den igangværende strejke blandt USA's manuskriptforfattere har Disney valgt at udskyde adskillige af deres kommende storfilm. Det rapporterer Variety.

Alle de kommende "Avatar"-fortsættelser er blevet udskudt ét år hver især. Det vil sige, at "Avatar 3" nu udkommer i december 2025, mens "Avatar 4" og "Avatar 5" udkommer henholdsvis i december 2029 og december 2031.

Se også: Moovy TV: "Avatar: The Way of Water"-interviews med storfilmens stjerner!

Marvels filmkalender har også fået en ordentlig overhaling. "Captain America: Brave New World" er udskudt fra start-maj 2024 til slut-juli 2024, mens "Thunderbolts" er udskudt fra næste sommer til december 2024. "Blade" og "Fantastic Four" er udskudt til hhv. midt-februar 2025 og start-maj 2025.

"Avengers: The Kang Dynasty" er udskudt et helt år fra maj 2025 til maj 2026, mens den efterfølgende "Avengers"-film, "Avengers: Secret Wars", ligeledes er udskudt et helt år til maj 2027.

Til gengæld udkommer "Deadpool 3" lidt tidligere end planlagt – dens biografpremiere rykkes fra november 2024 til maj 2024.

Og Disney har også afsløret flere premieredatoer på kommende projekter. Den næste "Alien"-film, som instrueres af Fede Alvarez og produceres af Ridley Scott, udkommer i august 2024.

Og det kommende live-action-remake af "Vaiana" udkommer i slut-juni 2025. Og hele to "Star Wars"-film udkommer i 2026 – én i maj 2026 og én i december 2026, mens en tredje "Star Wars"-film udkommer i december 2027. Der er formentlig tale om de tre film, som blev afsløret under dette års Star Wars Celebration.

Kommentarer

Disney udskyder "Avatar"-fortsættelserne og flere Marvel-film

  • ★★★★1

    Hold da op! Man må håbe James C lever længe nok...

    EDIT: 2031 :-O ..håber Jeg er i live...

    Gasivodo14-06-23 19:21

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen